Der er både penge og klima at hente, hvis du skifter til elbil og varmepumpe. Green Power Denmark hævder, på grundlag af en ny analyse, at en gennemsnitsfamilie sparer 21.000 kroner årligt ved at gå den elektriske vej i stedet for at holde fast i benzinbilen og gasfyret. Og i fremtiden kan besparelsen blive endnu større.
Ifølge beregningerne, der bygger på data fra over 210.000 danske husholdninger, er den elektriske løsning markant billigere i drift – selv når man tager højde for, at indkøbsprisen ofte er højere end ved fossile alternativer.
– Hvis man står foran at skulle udskifte sin bil eller sit naturgasfyr, bør valget være nemt. Den elektriske vej er mere effektiv og billigere end den fossile, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark.
Besparelsen vokser med tiden
I dag lyder den gennemsnitlige årlige gevinst på 21.000 kroner. Men ser man frem mod 2035, stiger tallet til 27.000 kroner. Det skyldes primært, at forskellen mellem benzinprisen og prisen på grøn strøm forventes at vokse.
Besparelsen er dog ikke ens over hele landet. I landdistrikterne, hvor man typisk kører længere distancer, er der endnu mere at hente på elbilen. Og for familier med lavere indkomster kan gevinsten være særlig mærkbar:
– For nogle familier svarer det til næsten 10 procent mere i budgettet. Det er virkelig noget, de kan mærke, siger Kristian Jensen.
Stort potentiale – især uden for fjernvarmeområderne
Selvom to tredjedele af de danske husstande allerede er koblet på fjernvarme, findes der fortsat cirka 15 procent, der bruger gas- eller oliefyr. Det er her, en varmepumpe kan gøre en forskel. Ifølge analysen betaler investeringen sig selv hjem på 5-7 år.
Alligevel vælger mange stadig at udskifte et gammelt gasfyr med et nyt af samme slags – en løsning, der på sigt viser sig dyrere.
Fakta:
- Årlig besparelse i dag: 21.000 kr.
- Forventet besparelse i 2035: 27.000 kr.
- Analysegrundlag: Over 210.000 husholdninger med fossile biler og gas- eller oliefyr.
- Beregninger: Baseret på faktiske bolig- og transportdata, energipriser og husholdningsøkonomi.
Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.