Elbiler

400.000 kilometer senere: Mustang Mach-E har stadig 92 procent batterikapacitet

Efter 400.000 kilometer kører Ford Mustang Mach-E stadig med 92 procent batterikapacitet – og punkterer dermed myten om, at elbiler ikke holder i længden. Vi har tidligere set ID.3 klare 160.000 kilometer flot, men nu hæver Mach-E barren markant.

Mustang Mach-E
Mustang Mach-E i Thy (foto: iNPUT)

Kan en elbil holde til det samme slid som en diesel-drosche? Svaret er ja – og det med et elektrisk udråbstegn. Vi har tidligere skrevet om, hvordan en VW ID.3 klarede sig flot efter 160.000 kilometers brug. Men nu slår en Ford Mustang Mach-E døren ind med endnu vildere tal: Efter hele 400.000 kilometer har den stadig 92 procent af sin oprindelige batterikapacitet.

David Blenkle bruger sin Mach-E som erhvervskøretøj i en ridehailing-tjeneste i USA – og det kan mærkes på kilometertælleren. Med over 370 kilometers daglig kørsel i tre år er bilen blevet brugt intenst. Ikke desto mindre holder batteriet sig overraskende friskt.

– Den største misforståelse, jeg møder, handler om rækkevidde og batterilevetid. Så viser jeg dem mit kilometertal, siger Blenkle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er ikke bare anekdoter. Ifølge Fords chefingeniør for Mach-E, Matthew Gabrielli, er tallene verificeret – og de giver stof til eftertanke for skeptikere, der stadig tror, at elbiler er skrøbelige engangsmaskiner.

Vedligeholdelse? Minimal

Blenkles vedligeholdelse er ret enkel: Dæk, kabinefiltre og jævnlige tjek hos Ford. Bremserne? De originale sidder der stadig. Opladningen sker primært derhjemme, når strømmen er billigst – og kun sjældent suppleres der med hurtigladning.

MERE OM SAMME EMNE:

Mens 160.000 kilometer ofte nævnes som grænsen i garantibetingelserne – både hos VW og Ford – viser både ID.3 og Mach-E, at den elektriske virkelighed overgår den teoretiske bekymring. ID.3’eren havde næsten intakt rækkevidde efter fire år. Og nu kommer Mach-E og sætter ny standard for, hvad en elbil kan holde til i den virkelige verden.

Hvis du stadig kender nogen, der mumler om “det der med batterierne”, så send dem denne artikel. Elbiler er ikke længere et teknologisk eksperiment – de er klar til maraton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LÆS MERE: Vores test af Ford Mustang Mach-e.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.