Elbiler

Toyota starter elbilproduktion i Europa

Toyota skruer op for elektriciteten. Fra 2028 skal der produceres elbiler til Europæerne i Tjekkiet.

toyota
Foto: Toyota

Efter årtier som bannerfører for hybridteknologi og med et mildest talt lunkent forhold til fuldelektriske biler, tager Toyota nu et markant skridt i en ny retning: Verdens største bilproducent vil for første gang bygge elbiler i Europa.

Det er en fabrik i Tjekkiet, der får æren af at blive hjem for Toyotas kommende el-SUV, og produktionen ventes at begynde i 2028. Målet? At nå op på 100.000 elbiler om året – og at gøre det i tide til både de nye Euro 7-miljøkrav og EU’s planlagte forbud mod salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035.

Toyota har længe været skeptisk over for elbilens klimaregnskab, og har i stedet satset på hybrider og brint. Men presset fra europæiske reguleringer – og ikke mindst den stigende konkurrence fra rene elbilproducenter – har fået koncernen til at justere kursen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge japanske kilder ser Toyota lokal produktion som en nøgle til at nå sit mål om CO2-neutralitet i Europa i 2035. Ikke alene reducerer det udledningen fra transport og logistik – det sender også et klart signal til EU om, at Toyota er klar til at tage kampen op på elbilmarkedet.

En SUV med ambitioner

Der er endnu ikke mange detaljer om den elbil, der skal produceres i Tjekkiet, men det bliver angiveligt en SUV, som skal styrke mærkets tilstedeværelse i det hurtigt voksende elbilssegment.

Samtidig forbereder Toyota en generel oprustning af sin elbilportefølje. Allerede i 2027 planlægger koncernen at have tredoblet antallet af elbilsmodeller og nå en global produktion på omkring én million elbiler årligt.

MERE OM SAMME EMNE:

Men allerede i år skyder Toyota en salve af; hele tre nye modeller kommer på vejene. Heriblandt en opdateret udgave af bZ4X, der efter en sløv start har fået vind i sejlene. Dertil kommer crossovereren Urban Cruiser, samt SUV’en CH-R+.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LÆS MERE: Skarpe danske priser på Toyota Urban Cruiser.

Det bliver første gang, at den japanske mærke producerer elbiler i Europa – men mærket har haft bilfabrikker på kontinentet i årtier. Blandt andet i Frankrig, Tyrkiet og Storbritannien.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.