TEST: Aqara S1 Panel

Aqara S1 Panel giver dig mulighed for at styre stort set hele dit smarthome - og er bedre til Apple Home end stort set alle andre paneler på markedet

Aqara S1 Panel er et vægmonteret kontrolpanel til dit smarthome, som lader dig styre både lys, sensorer og scener – og det hele foregår via et farverigt touchdisplay. Jeg har tidligere testet deres Touch Dial som reelt har mange af de samme funktioner, men uden særligt godt overblik og et tvivlsomt design. Spørgsmålet er så, om en stor skærm i et mere traditionelt design er bedre.

Et diskret, men velbygget panel

Designet på Aqara S1 Panel er nøgternt og funktionelt. Panelet monteres i en almindelig europæisk vægdåse, hvilket betyder, at det passer ind, hvor man tidligere havde en klassisk afbryder. Det gør det velegnet til både nybyggeri og renoveringsprojekter, hvor man ønsker at samle mere avanceret styring ét sted – uden at skulle grave vægge op eller trække nye ledninger. Det skal nok siges, at du skal have fat i en elektriker hvis du vil gøre det lovligt – det er nemlig ikke tilladt at rode med faste installationer som dette er.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Aqara Panel S1
Panelet er sat op i stuen – men kan kontrollere scener over hele huset.

Selve panelet måler 86 x 86 mm og er lavet i mat plastik med en diskret blank ramme om skærmen. Det ser ikke dyrt ud, men det ligner heller ikke en billig kinesisk plastklods. På afstand falder det fint ind i de fleste hjem – især hvis man er vant til moderne, rene linjer.

Skærmen fylder næsten hele fronten og har en opløsning, der gør tekst og ikoner letlæselige. Der er ingen store logoer eller blinkende lys. Designet signalerer funktion frem for prangende teknologi – og det klæder den.

Installation kræver hjælp

Opsætningen af Aqara S1 Panel er ikke helt så plug and play, som man kunne håbe. Panelet skal nemlig have strøm, og det betyder, at det enten skal tilsluttes via en eksisterende strømforsyning i væggen, eller man må ud i kreative løsninger med skjult kabelføring og en passende transformator. Aqara anbefaler, at panelet får 100-240V AC via vægdåse, men det kan også drives via 24V DC.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Når strømmen er på plads, er det tid til at koble panelet op mod dit Aqara-system – og her kræves det, at du i forvejen har en Aqara-hub, der understøtter Zigbee 3.0. Selve forbindelsen foregår via Wi-Fi, mens styringen af enhederne typisk sker via Zigbee. Det er en opsætning, der kræver lidt forhåndsviden – og en smule tålmodighed.

Aqara S1 Panel parres via Aqara Home-appen, og det gik faktisk smertefrit i mit tilfælde. En QR-kode på skærmen scannes, og efter få minutter kunne jeg begynde at tilføje rum, scener og enheder.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Let at navigere – men ikke for alle

Når først panelet er i gang, er det en fornøjelse at bruge. Skærmen reagerer hurtigt, og brugerfladen er let at forstå – især hvis man er vant til smartphones og tablets. De forskellige rum vises som farvede faner, og man kan tilføje widgets til hurtig adgang til lys, gardiner, temperatur og meget andet.

Jeg bruger især panelet i gangen, hvor det er oplagt at kunne styre både belysning og starte “godnat”-scenariet, som slukker alt i huset. Det er lettere end at åbne en app på telefonen – og langt mere elegant end at montere 10 forskellige fysiske kontakter.

Der er dog en vigtig detalje: Aqara S1 Panel er ikke for hele familien. Min mor kiggede forvirret på det og turde ikke trykke på noget. Og børn skal måske også lige lære, hvad man må og ikke må pille ved. Det er altså ikke en 1:1-erstatning for en traditionel kontakt i alle sammenhænge.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Farverig og funktionel skærm

Touchskærmen er 4 tommer stor og kører med en opløsning på 480 x 480 pixels. Det lyder ikke af meget, men i praksis er det rigeligt. Ikoner, tekst og grafik står skarpt og klart, og lysstyrken kan justeres efter behov. Panelet har også en lyssensor, som kan tilpasse lysstyrken automatisk – det fungerer udmærket i praksis og gør, at man aldrig bliver blændet i mørket.

Skærmen kan sættes op med flere “sider”, så man hurtigt kan bladre mellem forskellige funktioner og rum. Den fungerer også som digital termostat, hvis man har temperaturmålere eller termostater i Aqara-systemet eller et andet system der er kompatibelt med det system man nu kører. Skærmen vågner op når den opfanger bevægelse i nærheden, og går i dvale, når den ikke bruges. Alt i alt føles den responsiv og gennemtænkt.

Flydende og hurtig betjening

Panelet er udstyret med en dual-core ARM-processor og 1 GB RAM. Det lyder beskedent, men det er tilstrækkeligt til at holde brugerfladen flydende og hurtig. Jeg har ikke oplevet nævneværdig forsinkelse på noget som helst, og alt fra menunavigation til aktivering af scener sker øjeblikkeligt.

 

Panelet bruger et skræddersyet Linux-baseret styresystem, som er let og effektivt. Det føles ikke som et smart-spejl eller en Android-tablet – men det gør heller ikke noget. Det gør, hvad det skal, og det gør det hurtigt.

Der er ingen støj, ingen varmeudvikling og intet batteri, der skal lades. Panelet fungerer som en del af hjemmets infrastruktur – altid klar, altid tændt.

Ikke batteridrevet, men altid tændt

Aqara S1 Panel har ikke noget batteri, og det skal altså være permanent tilsluttet strøm. Det er derudover også muligt at tilslutte USB-C til panelet, og bruge det på et bord – evt. ved hjælp af en stand, der dog ikke følger med. I praksis er det klart en fordel at bruge panelet sat op på væggen i stedet. Det er ment som en fast installation, og det bør man være opmærksom på, inden man går i gang.

 

Til gengæld betyder det, at du aldrig skal tænke på opladning eller batteriskift. Panelet kører bare – også hvis du ikke har brugt det i flere dage. Det er stabilt og pålideligt.

Strømforbruget er lavt. I standby bruger Aqara S1 Panel kun et par watt, og selv under brug er det næsten ikke målbart. Det gør det velegnet til permanent drift.

Integration med andre platforme

Softwaren i Aqara S1 Panel er først og fremmest designet til at arbejde med Aqara Home-økosystemet. Det betyder, at du får allermest ud af panelet, hvis du allerede har sensorer, kontakter og styrbare enheder fra Aqara.

 

Panelet understøtter dog også Apple Home, Amazon Alexa og Google Home. Bedst er integrationen med Apple Home, for her kan du vælge at sætte panelet op allerede ved installationen – altså uden nogensinde at bruge Aqaras eget system. (Der dog alligevel skal bruges til at sætte symboler på knapperne som du så programmerer til funktioner i Apple Home.)

Jeg oplevede ingen problemer med at få adgang til mine enheder via Apple Home – men man skal være opmærksom på, at nogle funktioner, såsom avanceret sceneopsætning eller widgets, kun findes i Aqara-appens økosystem. Hvis man er vant til Apple Home, kan det virke lidt begrænset, men er stadig en god løsning til dig der bruger Apples økosystem.

Opdateringer installeres automatisk, og der er allerede kommet flere forbedringer, mens jeg har haft panelet i test. Det tyder på, at Aqara har tænkt sig at holde det opdateret over tid.

Kan købes i Danmark – med visse forbehold

Aqara S1 Panel kan købes via flere danske forhandlere, både online og i butikker med fokus på smart home. Prisen ligger typisk omkring 1.200 til 1.500 kroner, afhængigt af hvor du handler. Det er ikke voldsomt dyrt for et produkt, der reelt kan erstatte flere kontakter og betjeningspaneler – men det kræver, at du har eller planlægger at bygge et Aqara-setup eller skal bruge det som et Apple Home kontrolpanel.

Der er også en del konkurrence på området. Både KNX-baserede løsninger, andre touchpaneler og mere fleksible smarthome-hubs kæmper om opmærksomheden. Men Aqara har et stærkt kort i form af pris og enkelhed.

Et lille kontrolcenter der samler hjemmet

Aqara S1 Panel er ikke revolutionerende – men det gør noget, som mange andre systemer overser. Det samler styringen af smarte enheder ét sted, uden at man skal hive telefonen frem hver gang. Det gør hverdagen lettere og mere overskuelig – især hvis man allerede er inde i Aqara-økosystemet eller har et større Apple Home setup.

Det kræver lidt planlægning at få sat det op. Det kræver også, at man sætter sig ind i, hvordan det taler sammen med ens eksisterende udstyr. Men når først det kører, er det svært at undvære.

Personligt bruger jeg det hver dag. Ikke til alt – men til nok til, at det har en naturlig plads på væggen. Det føles som et lille skridt mod et mere integreret og automatiseret hjem.

Du kan læse mere om Aqara S1 Panel på Aqaras hjemmeside her.

Aqara S1 Panel

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

1.516 kr.

Aqara S1 Panel er et godt supplement til de fleste smart homes. Det er billigt og integrerer godt med især Apple Home.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.