CES 2026: Lego har brugt adskillige skud i bøssen på at forene sine populære klodser med den digitale verden – men har aldrig rigtig haft held med det. Nu har de droppet skærmen, men beholdt teknologien. Lego Smart Play er et nyt system, der gør byggeklodserne interaktive på en måde, vi ikke har set før – hvor modeller reagerer på lyd, lys og bevægelse. Og det hele sker uden apps, tablets eller skærme.
Nyheden blev afsløret på CES 2026, hvor de præsenterede en ny såkaldt Smart Brick. Det er en specialudviklet Lego-klods fyldt med bevægelses-sensorer, højttaler og trådløs opladning – og den er lille nok til at passe ind i helt almindelige Lego-byggerier.
Systemet består af tre elementer: Smart Brick’en, særlige Smart Minifigures og små Smart Tags, der bygges ind i modellerne. Sammen gør de det muligt, at et rumskib kan “vågne”, når det flyttes, eller at en figur reagerer, når den sættes i et cockpit eller på en bestemt plade.
Artiklen fortsætter efter annoncen





