Harddiske dør. Bånd bliver slidt. Og selv de bedste arkivløsninger i datacentre har en udløbsdato på få årtier. Nu tager Microsoft et markant skridt mod noget helt andet: at lagre data i almindeligt glas – med en forventet levetid på op til 10.000 år.
I et nyt forskningsresultat offentliggjort i Nature beskriver Microsoft Research et gennembrud i det såkaldte Project Silica. Og det er her, det bliver interessant for fremtidens arkiver, myndigheder – og måske en dag også virksomheder og forbrugere.
Fra eksotisk kvartsglas til køkkenglas
Hidtil har teknologien krævet dyrt og specialfremstillet fused silica-glas. Det har gjort løsningen teknisk imponerende – men praktisk urealistisk i stor skala. Nu er det lykkedes forskerne at lagre data i borosilikatglas. Det er samme type glas, som bruges i ovnfast køkkengrej og laboratorieudstyr.
Det er et kæmpe skridt mod kommercialisering. Borosilikatglas er langt billigere, nemmere at producere og bredt tilgængeligt. Dermed fjernes en af de største barrierer for at gøre glaslagring til et reelt alternativ til magnetbånd og harddiske i arkivmiljøer.
Data skrevet med ultrakorte laserpulser
Teknologien fungerer ved at “skrive” information inde i glasset med ekstremt korte femtosekund-laserpulser. I stedet for at lagre data magnetisk eller elektrisk, ændres selve materialets struktur i mikroskopiske punkter – såkaldte voxels – i hundredvis af lag i et glasstykke på blot to millimeters tykkelse. Det nye gennembrud består blandt andet i:
- En metode, der reducerer antallet af nødvendige laserpulser drastisk.
- En helt ny type “phase voxels”, som kan skabes med én enkelt laserpuls.
- Parallel skrivning med flere stråler samtidig, hvilket øger hastigheden markant.
- En simplere læseenhed, der nu kun kræver ét kamera i stedet for tre eller fire.
Resultatet er lavere kompleksitet, lavere omkostninger og hurtigere skrivning. Kort sagt: mindre laboratorieeksperiment – mere realistisk teknologi.
Glas har én afgørende fordel: det nedbrydes ikke som magnetiske medier. Det er modstandsdygtigt over for vand, varme, støv og elektromagnetisk påvirkning. Forskerne har udviklet nye metoder til accelereret ældningstest og ikke-destruktiv analyse af de lagrede datapunkter. Testene indikerer, at informationen kan bevares i mindst 10.000 år. Det placerer teknologien i en helt anden liga end dagens arkivløsninger, hvor magnetbånd typisk skal udskiftes og migreres hvert 10.–30. år.
Mere end et laboratorieprojekt
Project Silica har allerede demonstreret teknologien i praksis. Blandt andet blev filmen Superman arkiveret i glas i samarbejde med Warner Bros.. Microsoft har også samarbejdet med Global Music Vault om at bevare musik i arktiske forhold samt udviklet et “Golden Record 2.0”-projekt, hvor digitale kulturarkiver gemmes med henblik på at overleve i årtusinder.
Det er tydeligt, at fokus primært er langtidsarkivering – ikke hverdagsbrug. Men perspektivet er større.
I en tid hvor AI, cloud og digital dokumentation eksploderer, vokser behovet for stabile, bæredygtige arkivmedier. Hvis teknologien kan skaleres og gøres økonomisk konkurrencedygtig, kan glaslagring blive et fundament under fremtidens datainfrastruktur.
For forbrugere betyder det ikke, at din næste SSD bliver lavet af glas. Men det betyder, at de data, der definerer vores samfund – film, forskning, historiske dokumenter – måske kan overleve langt ud over både harddiske, serverparker og datacentre.
