Samsung har efterhånden gjort Ultra-serien til noget af det mest ambitiøse, man kan finde på smartphone-markedet. Hvert år forsøger koreanerne at presse grænserne med bedre kameraer, mere kraftfulde processorer og nye funktioner, der skal gøre telefonen endnu mere alsidig. Galaxy S26 Ultra fortsætter den tradition. På mange måder er det stadig en telefon, der repræsenterer toppen af, hvad man kan lave i en moderne smartphone. Samtidig er den også et ret tydeligt eksempel på en tendens i mobilbranchen lige nu: udviklingen går med endog meget små skridt. De helt store spring er blevet sjældnere, og mange af forbedringerne handler mere om finpudsning end om egentlige nybrud. Galaxy S26 Ultra er derfor stadig en virkelig god telefon – men der er ikke meget “wow” over den følelse, jeg sidder med efter at have testet den i to uger.
Designet er næsten identisk med de seneste Ultra-modeller
Samsung har efterhånden fundet en designformel for Ultra-serien, og Galaxy S26 Ultra følger den meget tæt. Telefonen er stor, kantet og fremstår stadig som en af de mest markante smartphones på markedet. De flade sider og det relativt skarpe design giver den et ret teknisk udtryk, som mange efterhånden forbinder med Samsungs topmodeller. Byggekvaliteten er som forventet helt i top, og kombinationen af metalramme og glas giver telefonen en solid og eksklusiv følelse i hånden. Det er en telefon, der virker bygget til at holde længe, og hvor alt føles præcist samlet.



Størrelsen er dog stadig noget, man skal være opmærksom på. Det er en stor telefon, og selv om mange efterhånden har vænnet sig til de store skærme, er Galaxy S26 Ultra stadig blandt de mere massive smartphones på markedet. Til gengæld giver den store størrelse også plads til nogle af de funktioner, der gør Ultra-serien særlig, blandt andet S Pen og det avancerede kamerasystem. Designmæssigt er der dog ikke sket ret meget siden de seneste generationer. Hvis man lægger S26 Ultra ved siden af S25 Ultra eller endda S24 Ultra, er forskellene små. Det er ikke nødvendigvis dårligt – designet fungerer stadig rigtig godt og S26 Ultra er blevet en lille smule tyndere og lettere – men det understreger også, at Samsung i høj grad har valgt at finpudse frem for at gentænke.
Artiklen fortsætter efter annoncen






