Elbiler

Hver tredje lader elbilen for meget

Mange danske elbilister gør stadig det samme, som de gjorde med benzinbilen: Fylder helt op. Problemet er bare, at det ofte gør rejsen langsommere – ikke hurtigere.

ladeabonnement

Nye tal fra energiselskabet OK viser, at næsten hver tredje opladning ved selskabets lynladere fortsætter efter 80 procent batteriniveau. Hver syvende fortsætter helt forbi 90 procent.

Det lyder måske fornuftigt at få så mange kilometer som muligt med videre på turen. Men i praksis kan det koste mere tid, end det gavner.

De sidste procent er de langsomste

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når batteriet nærmer sig fuld opladning, skruer bilen typisk markant ned for ladehastigheden for at beskytte batteriet.

Resultatet er, at de sidste 10-20 procent ofte tager uforholdsmæssigt lang tid at fylde på.

– Vi kan godt forstå, at mange gerne vil lade helt op. Men de sidste ladeprocenter giver ofte relativt lidt ekstra rækkevidde i forhold til den tid, man bruger på at vente, siger Thor Folmann Krarup, chef for e-mobilitet i OK.

For mange elbiler kan opladningen fra 80 til 100 procent tage næsten lige så lang tid som opladningen fra 10 til 80 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hurtigere frem med flere korte stop

For den typiske ferietur eller lange motorvejsetape er det derfor ofte mere effektivt at køre videre ved omkring 80 procent og tage et ekstra kort ladestop senere.

Det kan virke kontraintuitivt, men samlet set kan rejsetiden faktisk blive kortere.

– Hvis man vil have mest mulig rækkevidde ud af ladetiden, er det ofte bedre at tage et kortere stop op til omkring 80 procent end at vente på de sidste procent op mod 100. På længere ture kan to korte ladestop være hurtigere end ét langt, siger Thor Folmann Krarup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmark er ikke som for fem år siden

Forklaringen på, at mange stadig lader til 100 procent, kan være vane. Fra benzinbilen er vi vant til altid at fylde tanken helt op.

MERE OM SAMME EMNE:

Men elbilhverdagen har ændret sig markant. Danmark er i dag dækket af et tæt netværk af hurtig- og lynladere, og frygten for ikke at kunne nå næste ladestop er for de fleste blevet overflødig.

Så næste gang du holder ved lynladeren på vej gennem landet, kan tommelfingerreglen være enkel: Stop ved omkring 80 procent, snup kaffen – og kom hurtigere videre. Det er ofte den hurtigste vej til destinationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.