Syv sæder og elbil plejer at være en dyr kombination. Ofte skal familier med mange børn – eller behov for ekstra pladser – kigge mod store SUV’er til langt over en halv million kroner. Det forsøger Kia nu at ændre på. Den nye 7-personers udgave af Kia PV5 Passenger kan bestilles i Danmark fra i dag, og prisen starter ved 291.998 kroner. Selve merprisen for de to ekstra sæder er 11.999 kroner.
Kia PV5 Passenger er ikke en klassisk SUV, men en elektrisk MPV bygget til plads og praktisk brug. Det gør den interessant for børnefamilier, delebilsordninger, fritidsfamilier og alle andre, der har mere brug for sæder og bagagerum end sportslige linjer.
Selv med alle syv sæder i brug er der 318 liter bagageplads. Foldes tredje sæderække ned, vokser bagagerummet til 785 liter. Lægges begge bageste sæderækker ned, får man op til 3.430 liter lastrum.
Den nye 7-sæders udgave får desuden forbedret klimastyring til de bageste passagerer og justeret kabinebelysning.



Kørte længere end lovet i norsk test
Den store joker ved biler som PV5 er rækkevidden. For en rummelig elbil med kantet karrosseri er 412 kilometer WLTP ikke voldsomt, men Kia har netop fået en god reklame i den norske NAF El Prix Sommertest. Her kørte PV5 Passenger med det store 71,2 kWh-batteri 420 kilometer på en opladning. Altså lidt længere end den officielle WLTP-rækkevidde på 412 kilometer. Opladningen fra 10 til 80 procent tog 30 minutter.
PV5 Passenger fås med enten 51,5 kWh eller 71,2 kWh batteri. Den foreløbige WLTP-rækkevidde er henholdsvis 295 og 412 kilometer, afhængigt af batteri.
Ikke luksus – men måske lige det, mange mangler
PV5 Passenger bliver næppe bilen, man køber for at imponere naboen. Til gengæld rammer den et hul i markedet: En rummelig elbil med syv sæder til en pris, hvor flere familier faktisk kan være med. Kia åbner for bestilling nu, og de første biler ventes hos danske forhandlere i oktober. Som vanligt hos Kia leveres bilen med syv års garanti eller 150.000 kilometer.










