Der er efterhånden mange gode trådløse hovedtelefoner i premium-klassen. Sony, Bose og Apple har sat barren højt, og derfor skal der noget særligt til for at skille sig ud. Det forsøger Sennheiser Momentum 5 ikke at gøre med vilde funktioner eller opsigtsvækkende design. I stedet fokuserer Sennheiser på det, som mange køber et headset for i første omgang: god lyd.
Efter et par uger med headsettet er det også netop lyden, der står tilbage som den største styrke ved Sennheiser Momentum 5. Det er et headset, der er nemt at holde af, fordi det ganske enkelt gør det meste rigtigt godt.
Et pænt design uden de store overraskelser
Designet på Sennheiser Momentum 5 passer egentlig fint ind i den retning, mange producenter er gået de seneste år, hvor hovedtelefoner ikke nødvendigvis skal tiltrække sig opmærksomhed.
Der er dog noget ved Sennheiser Momentum 5, som ikke helt matcher de bedste konkurrenter. Selve byggekvaliteten virker god, og intet føles skrøbeligt eller billigt. Alligevel mangler der lidt af den eksklusive fornemmelse, som man finder hos nogle af de nærmeste rivaler. Det gør mig lidt ked af det, fordi jeg sidder med et headset der virkelig er godt på stort set alle måder – men så bare ikke ser helt lige så godt ud som konkurrenterne. Nu er mit testeksemplar den blå/beige udgave, og farvekombinationen kan selvfølgelig spille ind, men alligevel. Det er ikke noget, der påvirker den daglige brug. Men når man bevæger sig op i denne prisklasse, er det også de små detaljer, der er med til at skabe oplevelsen.



Komforten er generelt god. Sennheiser Momentum 5 sidder behageligt på hovedet, og ørepuderne gør et fint stykke arbejde, også når musikken har spillet i flere timer. De er dog ikke mærkbart mere komfortable end andre premium-headsets. Her leverer Sennheiser Momentum 5 det forventede niveau uden at flytte grænser.
Lydkvalitet helt i top
Når man får Momentum 5 på viser det sig, hvorfor det er et rigtigt godt køb. Musik lyder ganske enkelt voldsomt godt. Det gælder næsten uanset genre. Vokaler står tydeligt frem, instrumenter har god plads omkring sig, og der er masser af detaljer i optagelserne. Samtidig er lyden afslappet på den gode måde. Der er masser af information, men uden at noget bliver skarpt eller anstrengende at lytte til. Diskanten er tydelig og velopløst, men uden den hårdhed, som nogle hovedtelefoner kan få, når producenterne forsøger at skabe ekstra detaljer. Det svarer nogenlunde til det, jeg har fået hørt i Beoplay H100 – der altså koster ca. 4 gange så meget. Imponerende.
Den største overraskelse er dog bassen. Sennheiser Momentum 5 leverer noget af den bedste bas, jeg har hørt i et trådløst headset i denne kategori. Der er masser af dybde og kraft, men samtidig er den kontrolleret. Musik får mere energi og mere tyngde uden at resten af lydbilledet drukner. Det er især ved moderne pop, elektronisk musik og rock, at Sennheiser Momentum 5 virkelig viser sine kvaliteter. Bassen er til stede, når den skal være det, men den bliver aldrig dominerende.
Det er den slags balance, som er svær at ramme, og som adskiller gode hovedtelefoner fra virkelig gode hovedtelefoner.
Støjreduktionen er blandt de bedste
Aktiv støjreduktion er blevet en af de vigtigste funktioner i moderne premium-headsets, og her leverer Sennheiser Momentum 5 en præstation, der er helt oppe blandt de bedste. I støjende omgivelser er der overraskende lidt, der slipper igennem. Trafikstøj, mennesker der taler og andre forstyrrende lyde bliver effektivt dæmpet, så fokus kan blive på musikken eller podcasten.
Det mest imponerende er måske, at Sennheiser Momentum 5 nu er helt på niveau med de modeller, som normalt fremhæves som markedets bedste. Sony har længe været et sikkert referencepunkt på området, men forskellen er efterhånden blevet så lille, at de fleste aldrig vil bemærke den i praksis. På flyrejser, i tog eller på kontoret gør støjreduktionen præcis det, man håber på. Verden omkring dig bliver skruet ned, og det fungerer rigtig godt.
Opkald og batteritid uden svagheder
Opkaldskvaliteten er et område, hvor mange hovedtelefoner i denne prisklasse efterhånden er blevet gode, og Sennheiser Momentum 5 er ingen undtagelse. Stemmer går klart igennem, og mikrofonerne gør et godt stykke arbejde med at reducere baggrundsstøj. Der var ingen problemer under testperioden, og oplevelsen ligger helt på niveau med de bedste konkurrenter.
Batteritiden er mindst lige så overbevisende. Det er befriende at bruge et headset, hvor man ikke hele tiden skal holde øje med batteriprocenten. Sennheiser Momentum 5 holder længe, og i praksis betyder det, at opladning sjældent bliver noget, man tænker over i hverdagen. Jeg har brugt dem over en uge på en arbejdstur – hvor de blev brugt hver dag – og jeg havde ikke behøvet at have opladeren med, for de holdt hele vejen til jeg var hjemme igen. For pendlere og rejsende er det en reel fordel. Det er ganske enkelt rart at vide, at hovedtelefonerne stadig har strøm efter flere dages brug.
Sennheiser Momentum 5 rammer plet
Sennheiser Momentum 5 forsøger ikke at opfinde premium-headsettet på ny. I stedet har Sennheiser fokuseret på at forbedre de ting, der betyder mest. Resultatet er et headset med fremragende lyd, imponerende bas, effektiv støjreduktion og en batteritid, der hører til blandt klassens bedste. Designet føles måske ikke helt så eksklusivt som hos enkelte konkurrenter, men det er også den mest markante kritik, jeg kan finde. Og den er egentlig ikke super markant.
Hvis lydkvaliteten står øverst på ønskelisten, er Sennheiser Momentum 5 et af de stærkeste bud på markedet lige nu. Det er ikke nødvendigvis det mest opsigtsvækkende (eller pæne) headset i klassen, men det er et af de mest vellykkede.
Sennheiser Momentum 5
Design - 70%
Betjening - 80%
Lydkvalitet - 95%
Funktioner - 85%
83%
2.999 kr.
Sennheiser Momentum 5 leverer fremragende lyd, effektiv støjreduktion og lang batteritid.












