EU-Kommissionen vil sætte turbo på elektrificeringen af Europa. Målet er, at elektricitet skal dække 46 procent af EU’s endelige energiforbrug i 2040 – dobbelt så meget som i dag. Det fremgår af en Electrification Action Plan, der blev fremlagt fredag.
Blandt de største vindere finder man Europas elbilejere. Kommissionens nye elektrificeringsplan lægger nemlig ikke kun op til billigere strøm og flere ladestandere. Elbilens store batteri skal også kunne bruges aktivt til at stabilisere elnettet – og bilejeren skal belønnes for det.
Smart opladning skal være standard
Allerede i midten af 2027 vil Kommissionen undersøge og fremme, at smart opladning bliver standard i elaftaler knyttet til elbiler. Det betyder i praksis, at bilen automatisk kan lade, når strømmen og belastningen på elnettet er lavest. For danske elbilister med en variabel elpris kan det reducere ladeudgiften, uden at man selv behøver holde øje med timepriserne.
Samtidig vil EU ændre nettarifferne, så forbrugere belønnes for at flytte strømforbruget væk fra de travleste timer. Det kan gøre elbilen endnu billigere at have for dem, der kan lade om natten eller på tidspunkter med meget vind- og solenergi.
Elbilen skal sende strøm tilbage
Den største ændring kommer dog med såkaldt vehicle-to-grid, V2G. Teknologien gør det muligt for elbilen ikke bare at modtage strøm, men også at sende strøm tilbage til huset eller elnettet.
EU-Kommissionen vil inden udgangen af 2027 fremlægge krav, der skal sikre, at nye elbiler, som kommer på markedet fra 2030, understøtter V2G. Kravene skal også omfatte fælles kommunikationsstandarder, så biler, ladebokse og elselskaber rent faktisk kan tale sammen.
Dermed kan bilens batteri oplades, når strømmen er billig, og levere energi tilbage, når priserne er høje eller elnettet er presset. Elbilisten kan til gengæld få betaling for at stille batteriet til rådighed. Kommissionen vurderer, at smart opladning og V2G samlet kan give elbilejere i EU årlige besparelser på mere end 44 milliarder euro i 2040.
EU vil presse elprisen ned
Planen angriber også en af elektrificeringens største barrierer: At strøm i mange europæiske lande beskattes hårdere end gas og andre fossile brændsler. Kommissionen vil ændre nettarifferne, udfase fossile subsidier og øge produktionen af vind-, sol- og atomkraft. Ifølge planen kan det sænke omkostningerne ved elproduktion med omkring 20 procent frem mod 2040.
Det vil ikke nødvendigvis give en tilsvarende reduktion på danskernes samlede elregning, hvor afgifter og nettariffer også fylder. Men billigere og mere stabile elpriser vil næsten direkte kunne mærkes af elbilister, der har et stort og fleksibelt strømforbrug.
Kommissionen fremhæver samtidig, at en elbil allerede kan være op til 78 procent billigere at køre end en tilsvarende benzin- eller dieselbil, afhængigt af landet og ladeforholdene.
Flere ladestandere og bedre standarder
EU vil også genåbne reglerne for ladeinfrastruktur og sætte yderligere fart på udbygningen. Kommissionen vil blandt andet sikre, at ingen regioner bliver efterladt uden tilstrækkelig adgang til opladning. De tekniske krav til både offentlige og private ladepunkter skal opdateres, så de bliver kompatible med tovejsopladning. Det kan mindske risikoen for, at bilejere låses til bestemte bilmærker, ladebokse eller energiselskaber.
Planen indeholder desuden forslag om lavere registreringsafgifter, skattefordele for elektriske firmabiler og støtte til køb eller leasing af både nye og brugte elbiler. Det bliver dog op til medlemslandene, om de vil indføre ordningerne.
Fordelene kommer ikke til alle med det samme
Planen er foreløbig netop en plan. Flere initiativer kræver ny lovgivning, mens andre blot er anbefalinger til medlemslandene. Danske elbilister skal derfor ikke forvente billigere opladning eller betaling fra elnettet fra den ene dag til den anden.
V2G vil desuden kræve en kompatibel bil, en egnet ladeboks og – herhjemme – en stor opgradering af elnettet. Mange af de elbiler og ladebokse, der allerede står i danske indkørsler, kan ikke nødvendigvis opgraderes til teknologien.
Men retningen er tydelig: EU ser ikke længere elbilen som endnu en stor belastning af elnettet. Den skal i stedet være en del af løsningen – og ejerne skal have en økonomisk gevinst for at hjælpe.
Hele planen kan læses her (PDF).











