Elbiler

Populære elbiler kan få afgifts-smæk efter nytår

En Tesla Model Y kan blive næsten 28.000 kroner dyrere fra 1. januar. Og en ny BMW iX3 kan blive ramt endnu hårdere, hvis politikerne ikke ændrer de allerede vedtagne afgiftsregler.

fjerde
Tesla Model Y stiger med 28.000 kroner.

Kalenderen kan få usædvanlig stor betydning, hvis du går og lurer på en ny elbil. Fra 1. januar 2027 står registreringsafgiften på elbiler nemlig til endnu et ryk opad. Det kan gøre flere populære modeller mærkbart dyrere – forudsat at bilproducenter og importører ikke ændrer priserne for at kompensere.

Ifølge beregninger fra FDM kan en Volkswagen ID.4 Style få omkring 10.300 kroner ekstra i afgift, mens en Tesla Model Y Long Range med firehjulstræk kan blive knap 28.000 kroner dyrere. Den nye BMW iX3 kan ifølge samme beregninger blive ramt med op mod 50.000 kroner.

Og der er tale om biler, danskerne faktisk køber. I august var Model Y den næstmest solgte bil i Danmark, mens ID.4 lå nummer fem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ikke en ny afgift

Afgiftsstigningen kommer ikke ud af det blå. Den er en del af den gradvise indfasning af registreringsafgift på elbiler, som allerede ligger i lovgivningen. Stigningen skulle oprindeligt være kommet i 2026, men blev udskudt et år med finanslovsaftalen for 2026. Derfor betaler elbiler fortsat 40 procent af den almindeligt beregnede registreringsafgift i 2026. Fra 2027 stiger andelen til 48 procent, samtidig med at det særlige bundfradrag reduceres fra 161.300 til 152.200 kroner.

Resultatet er, at den omtrentlige grænse for, hvornår elbiler begynder at betale registreringsafgift, falder fra cirka 419.000 kroner til omkring 366.000 kroner. Det er især dyrere og højt udstyrede elbiler, der bliver ramt.

Bilbranchen vil have politikerne til at bremse

Regeringens ekspertgruppe for bilafgifter arbejder allerede på forslag til en fremtidig omlægning af bilafgifterne. Første delrapport skal blandt andet se på bilafgifterne på kort sigt og på mulighederne for at gøre elbiler tilgængelige for flere indkomstgrupper. Derfor mener Mobility Denmark, at politikerne endnu en gang må udskyde afgiftsstigningen.

– Det vil være bagvendt at hæve registreringsafgiften få måneder før, vi skal diskutere, hvordan vi kommer af med den. Jo mere registreringsafgift vi når at bygge ind i danskernes privatøkonomi, desto vanskeligere bliver omlægningen. Hold afgiften i ro nu, og brug så egentlige forhandlinger om bilbeskatning til at lave en langsigtet løsning, siger organisationens administrerende direktør, Mads Rørvig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opråbet skal dog ses i lyset af, hvem afsenderen er. Mobility Denmark er brancheorganisation for blandt andre bilproducenter, importører, leasingselskaber og ladeoperatører og har derfor en direkte interesse i vilkårene for salg af nye biler.

MERE OM SAMME EMNE:

Det er tidspunktet, hvor bilen bliver indregistreret – ikke datoen på slutsedlen – der afgør, hvilke afgiftsregler der gælder. En bil bestilt i december, men først leveret og indregistreret i januar, kan derfor ende på den dyre side af årsskiftet.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.