Volkswagen har sat sit navn på en ny elcykel, men denne gang handler det ikke kun om at sælge merchandise på to hjul. Cyklen er spækket med sikkerhedsudstyr, som normalt forbindes med moderne biler.
Et kamera under bagskærmen sender levende billeder til en skærm på styret, så cyklisten kan holde øje med trafikken bagfra uden konstant at dreje hovedet. Systemet suppleres af radarbaserede advarsler, hvis et køretøj nærmer sig cyklens blinde vinkel.
Hjelmen tilkalder hjælp
Cyklen får også kraftige LED-lys og bremselys, mens Crossover-udgaven har integrerede blinklys. En tilhørende smart-hjelm synkroniserer sine lys med cyklen og kan registrere et styrt via indbyggede bevægelsessensorer. Ved en ulykke kan den automatisk sende en besked til udvalgte nødkontakter.
Volkswagen tilbyder desuden intelligente briller, der viser navigation, hastighed, resterende rækkevidde og sikkerhedsadvarsler direkte i synsfeltet. Det lyder avanceret, men spørgsmålet er, om endnu flere informationer foran øjnene reelt mindsker distraktionen i trafikken.


Elcyklen er udviklet af producenten n+ og kommer som Sport og Crossover. Begge starter ved 3.999 euro (30.000 kroner), mens hjelmen og brillerne koster yderligere 399 euro hver (2 x 3.750 kroner). En ekstra rækkeviddeforlænger til Crossover-modellen koster 848 euro (6.350 kroner).
Volkswagens cykel viser, hvor meget sikkerhedsteknologi der kan presses ind i en elcykel. Men med alt udstyret tilvalgt nærmer prisen sig niveauet for en mindre brugt bil.












