Apple har meldt ud, at reglerne for apps i EU ændrer sig markant fra 1. oktober. Baggrunden er et længere forløb, hvor Europa-Kommissionen har presset på for, at Apple skal give slip på noget af kontrollen over, hvordan man betaler i apps – og nu strækker Apple sig.
Sådan kan det ramme din pung
Det mærkbare for dig som bruger er, at udviklere fremover kan tilbyde flere betalingsmuligheder inde i deres apps, i stedet for kun Apples eget betalingssystem. Det gælder også apps, der linker dig videre til en betalingsside på nettet. Samtidig fjerner Apple det såkaldte Core Technology Fee – et gebyr, der har gjort det dyrt at drive særligt populære apps, og som flere udviklere har peget på som en af grundene til, at priser i apps ikke er faldet. I stedet indfører Apple en enkel, lavere kommission på 5 procent for apps, der distribueres uden om App Store. Om det reelt kommer til at betyde billigere apps for danske brugere, er endnu uvist – men det fjerner i hvert fald en barriere for, at udviklerne kan sænke priserne.
Bedre beskyttelse af børn
Der kommer også nye regler, der skal beskytte børn bedre. Apps rettet mod børn må slet ikke længere linke til sider, hvor man kan betale. Er du under 18 år, skal en forælder eller værge godkende det, hvis en app vil sende dig til en alternativ betalingsmulighed – og er du under 13, er det slet ikke tilladt.
Apple understreger i den pressemeddelelse vi har modtaget samtidig, at App Store ikke bliver mindre sikkert af ændringerne. Alle apps – uanset om de hentes gennem App Store eller andre veje – skal stadig igennem Apples godkendelsesproces, som blandt andet skal beskytte mod malware og svindel.












