Underholdning

Xbox straffer loyale gamere med begrænsning på spilletid

Microsoft dropper ubegrænset cloudgaming i Xbox Game Pass. Fra november får selv de dyreste abonnenter kun 15 timer om måneden – derefter koster det ekstra.

xbox

Microsoft har i årevis fortalt os, at næsten enhver skærm kan være en Xbox. Nu kommer der bare et stopur med. Fra november forsvinder den ubegrænsede adgang til Xbox Cloud Gaming fra Game Pass. I stedet får abonnenterne et fast antal timer, som de kan bruge hver måned.

Game Pass Ultimate får 15 timer, Premium får 10 timer, mens Essential må nøjes med fem timers cloudgaming om måneden. For Ultimate-kunder svarer det til omkring 30 minutters cloudgaming om dagen, hvis timerne fordeles over en måned.

Derefter skal du betale igen

Når de inkluderede timer er brugt, bliver tjenesten ikke nødvendigvis lukket ned. Microsoft vil i stedet sælge ekstra såkaldte cloud playtime hours gennem Xbox Store. Hvor meget de ekstra timer kommer til at koste i Danmark, er endnu ikke oplyst. Microsoft fortæller, at både priser og muligheder kan variere fra marked til marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gør prisen på ekstratimerne ret afgørende. Xbox’ danske priser ligger aktuelt på 65 kroner om måneden for Essential, 99 kroner for Premium og 149 kroner for Ultimate.

Microsoft lægger ikke skjul på årsagen til ændringen. Omkostningerne ved at levere cloudgaming vokser, når flere spiller og bruger tjenesten i længere tid. Selskabet erkender samtidig, at resultatet for nogle kunder reelt bliver en højere pris.

Xbox åbner samtidig cloudgaming for alle

Der er dog også en gevinst ved omlægningen. Fra november behøver du nemlig ikke længere have Game Pass for at bruge Xbox Cloud Gaming. I stedet bliver det muligt at købe spilletid separat og streame kompatible spil, du allerede ejer, til eksempelvis tv, mobil og tablet.

Det kan blandt andet være interessant for ejere af en gammel Xbox One. Her kan cloudgaming give adgang til udvalgte spil udviklet til Xbox Series X og Series S, uden at man først behøver købe en nyere konsol.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Microsoft vurderer selv, at timegrænserne kun vil ramme omkring fire procent af Game Pass-abonnenterne. Det betyder omvendt også, at de Xbox-kunder, som faktisk har taget Microsofts vision om konsolløs gaming mest alvorligt, er dem, der risikerer at mærke ændringen mest.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.