FeaturesTophistorie

De 7 vigtigste nyheder i Windows 11

Microsoft har officielt præsenteret Windows 11. Her er de syv største nyheder i styresystemet, der er på vej mod din computer.

Egentlig skulle Windows 10 have været “den sidste Windows-udgave”, men nu er der så en Windows 11 på vej. Den blev præsenteret ved et event onsdag og byder på store ændringer. Ikke mindst muligheden for at installere og afvikle Android-apps. Men der er også andre gode nyheder, idet Microsoft åbner dørene til Windows Store på vid gab til tredjepartsudviklere – og så har hele brugerfladen naturligvis fået en kølhaling.

Her er en oversigt over det, som vi synes er de vigtigste opdateringer i Windows 11. Har vi overset noget? Så del det med os og alle andre i kommentarsporet nederst.

 

1. Nyt design

Efter de upopulære Windows 8 Live Tiles lader Microsoft til at have accepteret, at brugerne vil have en traditionel startmenu og proceslinje. Men det forhindrer dem ikke i at forbedre brugerfladen en smule, og det ser ud til, at der er blevet hentet lidt inspiration hos – tør jeg sige det – Apples macOS. Ikonerne i proceslinjen er blevet centreret, der er kommet afrundede hjørner på vinduerne og andre små lækkerier, der giver en renere og mere tiltalende brugerflade. Der er også kommet et nyt Widget Feed og såkaldte Snap Layouts, der gør det nemmere at indlæse flere Aps og funktioner på en samme tid.

Microsoft har også forbedret touch-oplevelsen, når man bruger Windows 11 på tablet uden tastatur. Der er blandt andet kommet mere plads mellem ikonerne på værktøjslinjen, større touch-’knapper’ og diskrete visuelle tegn, der gør det nemmere at flytte rundt og ændre størrelsen på vinduer.

 

Windows 11
Således aktiveres Snap Layout, der gør det nemmere at have flere vinduer åbne.

2. Kan køre Android-apps

Ja, det er ikke en and. Man kan installere og afvikle helt traditionelle Android-apps direkte på Windows 11. Der er endda kommet Android apps i den nye Windows Store med hjælp fra Amazon Appstore. Det er gjort muligt ved hjælp af Intel Bridge-teknologi, men den er ikke forbeholdt maskiner med Intel-processorer. AMD og ARM-baserede systemer kan også lege med. Vi har skrevet mere om det i denne nyhed.

3. Forbedret ydelse

Microsoft lover, at opdateringen til Windows 11 ikke vil koste ydelse på computeren (som det ellers ofte opleves, når styresystemer opdateres). Eksempelvis vil opdateringer være 40 procent mindre end de er nu, og de vil blive foretaget i baggrunden, så dit arbejde ikke afbrydes i tide og utide. Ifølge præsentationen vil der også være en generel forbedring af hastigheden på systemet, inklusive webbrowsere – og det er ikke kun Microsofts egen Edge, der får glæde af det.

Se brugerfladen på Windows 11 i denne Microsoft-video.

4. Store ændringer i økosystemet

Windows Store har, mildest talt, været en omgang rod de senere år og Microsoft har været meget påpasselige med at gøre fortskellige programmer tilgængelige. Med Windows 11 bliver der, bogstavelig talt, lukket op for butikken, så det ikke bare er Universal Windows app du kan finde på hylderne. Det betyder blandt andet, at Adobe Creative Cloud bliver tilgængelig i butikken for første gang.

 

Windows 11
Windows Store åbnes mere op for tredjepart.

Microsoft har desuden tænkt sig at drille Apple og Google; udviklere kan nemlig gøre programmer tilgængelige i Windows Store uden at skulle betale gebyr til Microsoft. Hos både Apple og Google betaler udviklerne 30 procent af indtægterne til de to mastodonter. Noget som i særdeleshed Apple får drøje hug for i disse måneder.

Det gælder dog udelukkende programmer og ikke spil. Apps, der benytter Microsofts betalingssystem skal også betale en andel til Microsoft, men i det mindste har udviklerne valget med Windows 11.

5. Bedre gaming-oplevelse

Det nye Windows 11 skabt med den nyeste spilteknologi, der giver den bedste spilleoplevelse med fascinerende grafik i HFR (High Frame Rate), kortere indlæsningstid og en flottere farveoplevelse. Desuden understøtter Windows 11 det bedste PC-gamingtilbehør, og med et abonnement på Xbox Game Pass til PC er der adgang til mere end 100 højkvalitetsspil, hvor nye spil hele tiden tilføjes.

 

Windows 11
Windows 11 – nu med Xbox Game Pass.

6. Dyb Teams-integration

Chancen for at du har stiftet bekendtskab med Teams under pandemien er ret høj. Det er, lidt forsimplet, Microsofts udgave af Zoom, og i Windows 11 er det ikke (kun) en selvstændig app, men Teams er blevet syet ind i styresystemet.

Microsoft Teams er for eksempel integreret direkte i værktøjslinjen, så brugeren til enhver tid kan komme i kontakt med andre via tekst-, chat-, stemme- eller videobeskeder. Det gælder, uanset hvilken enhed der bruges og på tværs af Windows, Android og iOS. Microsoft har også forbedret integrationen af Teams’ produktivitetsfunktioner, så du kan starte en præsentation eller mute dig selv direkte fra værktøjslinjen.

Teams er nu syet ind i Windows 11.

7. En gratis opdatering

Fair nok, det er ikke nogen ‘funktion’, men det er værd at bemærke, at Windows 11 bliver en gratis opdatering, hvis du i forvejen ejer Windows 10. Der kommer automatisk en opdatering til dig, når styresystemet bliver tilgængelig.

Der er endnu ikke nogen præcis lanceringsdato. Microsoft siger følgende: “Windows 11 bliver fremover tilgængelig på alle nye PC’er og via en gratis opdatering til kvalificerede Windows 10-PC’er, som bliver udrullet fra denne sommer og ind i 2022”. Der gættes på, at den officielt kommer til oktober. Windows Insider-medlemmer vil dog allerede kunne hente betaudgave af styresystemet i næste uge.

Hvis du vil dykke dybere ned i Windows 11, kan du kaste et blik på denne blog, der er skrevet af Panos Panay, Produktchef hos Microsoft.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.