Teknologi

iOS 27 er ude, men danske iPhones mangler stadig RCS

iOS 27 er landet, men danske iPhone-brugere kan stadig ikke bruge RCS. I Sverige er Tele2 og Comviq nu gået i luften med funktionen.

RCS

Apple har nu sendt iOS 27 ud til iPhone-brugerne, men en af de funktioner, der for alvor kan gøre hverdagen bedre mellem iPhone og Android, er fortsat lukket land i Danmark.

Det gælder RCS, der kort fortalt er den moderne afløser for sms og mms. Teknologien giver langt bedre billed- og videokvalitet, læsekvitteringer, skriveindikatorer og ordentlige gruppechats, når en iPhone-bruger skriver med en Android-bruger.

Selve RCS-understøttelsen er ganske vist ikke ny i iOS 27. Apple byggede teknologien ind allerede med iOS 18. Problemet er, at funktionen også skal aktiveres af teleselskabet – og her står Danmark stadig bomstille. Apple oplyser selv, at RCS kræver både iOS 18 eller nyere og et abonnement hos en operatør, der understøtter funktionen på iPhone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmark står med et stort rundt nul

Det bliver ekstra tydeligt med iOS 27. Det uafhængige projekt iOS RCS Tracker analyserer Apples såkaldte carrier bundles – de operatørprofiler, der fortæller en iPhone, hvilke netværksfunktioner den må benytte. Oversigten er nu opdateret med profilerne fra iOS 27, som blev udsendt den 14. september.

Her er status temmelig brutal for danske iPhone-ejere:

LandRCS på iPhoneOperatører med understøttelse
Danmark0 af 5Ingen
Sverige2 af 8Tele2, Comviq
Norge0 af 7Ingen

De fem danske profiler i oversigten – 3, Lycamobile, Norlys/Telia, TDC og Telenor – står alle markeret uden RCS-understøttelse. Det samme gælder samtlige syv registrerede profiler i Norge. 

Sverige er foreløbig eneste lyspunkt. Her er RCS blevet aktiveret hos Tele2 og lavprisselskabet Comviq, der benytter samme netværk. De øvrige svenske operatører, blandt andet 3, Telenor og Telia, mangler stadig. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder, at kun to af 20 operatørprofiler i Danmark, Sverige og Norge aktuelt har RCS aktiveret på iPhone – og begge hører til samme svenske teleselskab.

Det er ikke fordi RCS er nyt i Danmark

Situationen er lidt paradoksal. RCS har nemlig eksisteret hos danske teleselskaber i årevis – bare ikke på iPhone. Telenor annoncerede eksempelvis helt tilbage i juni 2020, at selskabet som den første danske operatør understøttede RCS i Googles beskedapp på Android. Seks år senere viser selskabets iOS 27-operatørprofil stadig ikke RCS-understøttelse til iPhone. 

Det skyldes, at Apple og teleselskabet begge skal være med. En iPhone henter en særlig operatørprofil med indstillinger for blandt andet mobilnetværk, Wi-Fi-opkald, VoLTE og andre tjenester. RCS skal være aktiveret i denne profil, før funktionen dukker op på telefonen.

Apples egen aktuelle oversigt over danske operatører fortæller samme historie: 3, Telenor, Telia og YouSee er listet med en lang række understøttede iPhone-funktioner, men RCS står ikke blandt dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ingen dansk dato endnu

iNPUT kan heller ikke finde en ny offentlig lanceringsdato for RCS på iPhone hos de store danske teleselskaber. Og de færdige iOS 27-profiler giver foreløbig heller ingen anledning til at tro, at funktionen bliver åbnet sammen med selve systemopdateringen.

For danske iPhone-brugere ændrer iOS 27 derfor ikke situationen: Kommunikation med Android-telefoner falder fortsat tilbage til sms og mms, når der ikke bruges en tredjepartstjeneste som WhatsApp, Messenger eller Signal.

Vil du selv kontrollere, om situationen har ændret sig, skal du på iPhone gå til Indstillinger → Apps → Beskeder. Når operatøren understøtter teknologien, vil punktet RCS-beskeder være tilgængeligt.

iPhone og Android bliver langt bedre venner

RCS fjerner en stor del af de kompromiser, man stadig oplever, når en iPhone skriver til en Android-telefon. I stedet for den gamle sms- og mms-teknologi kan beskeder sendes via mobildata eller Wi-Fi. Billeder og videoer kan overføres i langt bedre kvalitet, grupper fungerer ordentligt på tværs af platformene, og man kan se, når en besked er leveret, læst, eller når modparten er ved at skrive. Boblerne på iPhone er dog fortsat grønne. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Apple og Google er desuden begyndt at rulle ende-til-ende-kryptering ud til RCS mellem Android og iPhone. Funktionen kom som beta med iOS 26.5, men også her kræves en operatør, som understøtter teknologien. 

Svenskerne har altså taget det første skridt. Danmark og Norge står stadig og venter. Du kan tjekke Apples liste over lande her.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.