Det er ikke en ny afgift
Afgiftsstigningen kommer ikke ud af det blå. Den er en del af den gradvise indfasning af registreringsafgift på elbiler, som allerede ligger i lovgivningen. Stigningen skulle oprindeligt være kommet i 2026, men blev udskudt et år med finanslovsaftalen for 2026. Derfor betaler elbiler fortsat 40 procent af den almindeligt beregnede registreringsafgift i 2026. Fra 2027 stiger andelen til 48 procent, samtidig med at det særlige bundfradrag reduceres fra 161.300 til 152.200 kroner.
Resultatet er, at den omtrentlige grænse for, hvornår elbiler begynder at betale registreringsafgift, falder fra cirka 419.000 kroner til omkring 366.000 kroner. Det er især dyrere og højt udstyrede elbiler, der bliver ramt.
Bilbranchen vil have politikerne til at bremse
Regeringens ekspertgruppe for bilafgifter arbejder allerede på forslag til en fremtidig omlægning af bilafgifterne. Første delrapport skal blandt andet se på bilafgifterne på kort sigt og på mulighederne for at gøre elbiler tilgængelige for flere indkomstgrupper. Derfor mener Mobility Denmark, at politikerne endnu en gang må udskyde afgiftsstigningen.
– Det vil være bagvendt at hæve registreringsafgiften få måneder før, vi skal diskutere, hvordan vi kommer af med den. Jo mere registreringsafgift vi når at bygge ind i danskernes privatøkonomi, desto vanskeligere bliver omlægningen. Hold afgiften i ro nu, og brug så egentlige forhandlinger om bilbeskatning til at lave en langsigtet løsning, siger organisationens administrerende direktør, Mads Rørvig.
Artiklen fortsætter efter annoncen