Tesla får snart mere konkurrence om at tage besværet ud af køreturen. BMW er nemlig kommet et vigtigt skridt nærmere en ny generation af førerassistenter, der ikke nøjes med at holde bilen på motorvejen, men også kan finde vej gennem den langt mere kaotiske bytrafik.
Den tyske bilproducent meddeler, at dens kommende system til delvist automatiseret bykørsel har bestået de nødvendige køretests hos en uafhængig teknisk instans. Dermed er en væsentlig forhindring ryddet af vejen, inden myndighederne efter planen skal give deres endelige godkendelse i begyndelsen af 2027. Målet er at give Tesla og selskabets Full Self-Driving (Supervised) kamp til stregen.
Bilen finder selv vej gennem rundkørslen
BMW’s nye teknologi kobler navigationen direkte sammen med bilens førerassistenter. Når føreren har indtastet en destination, kan bilen hjælpe med langt mere end at holde afstand til den forankørende. Systemet kan blandt andet håndtere sving i vejkryds, skifte vognbane, tage højde for vigepligtsregler og hjælpe bilen gennem rundkørsler.
Artiklen fortsætter efter annoncen

