Elbiler

Elbilejere i Jylland straffes økomisk for at lade om natten

Elbilisterne blev opfordret til at lade om natten. Nu hæver Trefor nattariffen med voldsomme 366 procent.

lade

Først fik vi besked på at lade elbilen om natten. Det var billigere, og samtidig kunne vi hjælpe med at aflaste elnettet. Danske elbilister lyttede til rådet. Faktisk har de været så flittige, at det nu er blevet et problem. Derfor ændrer Trefor El-net spillereglerne i Trekantområdet.

Fra 1. januar 2027 stiger nettariffen mellem midnat og klokken tre fra 5,36 til 24,98 øre pr. kilowatt-time. Det er en prisstigning på hele 366 procent. Og selv om elbilerne får en stor del af forklaringen, viser Trefors egne prisblade, at der også er helt andre årsager til prisstigningen.

Elbilisterne har skabt en ny myldretid

I årevis har netselskaberne forsøgt at få danskerne til at flytte strømforbruget væk fra de travle aftentimer. Derfor blev det billigere at bruge strøm om natten. Det virkede. Måske lidt for godt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tusindvis af elbiler begynder nu at lade omkring midnat, når den billige nettarif træder i kraft. Ifølge Trefor er belastningen i de første nattetimer efterhånden ved at nærme sig niveauet mellem klokken 17 og 21, hvor elnettet normalt er hårdest belastet.

– Vi ser en meget stor stigning i elforbruget i timerne lige efter midnat, fortæller Per Sørensen, elforsyningsdirektør i Trefor El-net, i en pressemeddelelse.

Derfor vil Trefor gøre det mindre attraktivt at starte opladningen præcis ved midnat. Fremover bliver det først efter klokken tre, at den billigste nettarif gælder.

Prisen stiger også resten af døgnet

Men ændringen handler ikke kun om elbiler. Trefor hæver samtidig det generelle niveau for nettarifferne. Mens prisen mellem midnat og klokken tre stiger med 366 procent, bliver nettariffen omkring 55 procent dyrere i de øvrige timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trefor begrunder de generelle prisstigninger med højere udgifter til nettab – altså den elektricitet, der går tabt under transporten gennem elnettet.

TidspunktNuFra januar
Kl. 00–035,36 øre24,98 øre
Kl. 03–065,36 øre8,33 øre
Kl. 06–1716,10 øre24,98 øre
Kl. 17–2148,29 øre74,93 øre
Kl. 21–2416,10 øre24,98 øre
Priser pr. kilowatt-time inklusive moms i vinterhalvåret. Kilde: Trefors prisblad for 2027.

Men i en officiel varsling, gengivet hos Bornholms Energi & Forsyning, fremgår det også, at Trefor skal indhente en såkaldt underdækning fra 2026. Det betyder, at tidligere omkostninger, som ikke er blevet dækket af indtægterne, nu skal regnes ind i priserne.

Trefor understreger, at selve flytningen af de billige timer ikke øger selskabets samlede indtægter. Men den samtidige generelle tarifforhøjelse er altså en anden sag.

Det skal dog med, at Trefor sænkede tarifferne betydeligt i løbet af 2026. Sammenlignet med januar 2026 er stigningen i de første nattetimer derfor omkring 206 procent, mens de øvrige timer kun bliver omkring to procent dyrere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad betyder det for din elregning?

For en elbilist, der oplader 30 kilowatt-timer mellem midnat og klokken tre, stiger betalingen til Trefor fra 1,61 til 7,49 kroner. Det er knap seks kroner ekstra for én opladning. Flyttes opladningen til mellem klokken tre og seks, bliver nettariffen i stedet 2,50 kroner. Der er altså stadig penge at spare ved at lade om natten – bare lidt senere. Den samlede elpris afhænger dog også af strømprisen og de øvrige tariffer.

Trefor håber, at de nye priser vil sprede elbilernes opladning over flere timer og dermed mindske behovet for dyre udvidelser af elnettet. Men ændringen rejser et oplagt spørgsmål: Hvad sker der, hvis alle elbilister blot ændrer ladeboksens starttidspunkt fra midnat til klokken tre?

Så risikerer man at skabe en ny myldretid, blot tre timer senere.

MERE OM SAMME EMNE:

Indtil videre er budskabet til elbilisterne i Trekantområdet dog klart: Den gamle regel om at starte opladningen ved midnat er snart fortid. Fra januar er det nettariffen efter klokken tre, der er værd at holde øje med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De ændrede tidsintervaller gælder i vinterhalvåret fra oktober til marts.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.