Elektronik

Medie: Apple tester tredobbelt kamera på iPhone 11

Årets iPhone 11 Max vil have tre kameraer med fokus på AR og muligvis også USB-C opladning, hævder de seneste rygter.

iPhone 11
Koncept af iPhone 11 med tre linser (foto: Digit.in/OnLeaks)

Det amerikanske nyhedssite Bloomberg bringer i dag en artikel, der bakker op om de seneste måneders rygter om den kommende iPhone 11. Nemlig at Max-udgaven vil få tredobbelt kamerasystem, mens hele linjen muligvis vil have USB-C-stik i stedet for Lightning. Ifølge artiklen arbejder Apple ikke alene på efterfølgere til iPhone XS og XS Max, men også iPhone XR.

”I 2019 planlægger Apple efterfølgere til iPhone XS og iPhone XS Max – med kodenavnene D42 og D43 – og en opdatering af iPhone XR, siger kilderne. Den største af de nye high-end iPhones vil have tre kameraer på bagsiden, men der er også mulighed for, at de andre telefoner kan få det opdaterede [kamera] system,” skriver Bloomberg.

Mediet skrivere videre, at Apple allerede tester USB-C på nogle enheder, men at det er usikkert om teknologien når med i årets modeller eller om vi må vente til næste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

3D-kamera i 2020

Og apropos næste års modeller, så siger kilderne, at Apple har planer om at introducere et mere kraftfuldt 3D-kamerasystem, som vil forbedre Augmented Reality-oplevelsen, til næste år. Eksisterende iPhones med Face Unlock har allerede 3D-kamera på fronten, men næste år skulle teknologien altså være klar til hovedkameraet på bagsiden.

Teknologien har potentiale til at forbedre AR-oplevelsen betragtelig, da den giver telefonen en væsentlig bedre dybdeberegning.

iOS 13 går i sort

Bloomberg har også rygter om det kommende iOS 13, der bliver vist frem under World Wide Developers Conference til sommer. Den såkaldte Dark Mode blev introduceret på macOS Mojave i efteråret, men funktionen skulle komme til iPhone og iPad med iOS 13. 

MERE OM SAMME EMNE:

Desuden nævner kilderne en iPad-specifik hjemmeskærm og et forbedret filsystem til tablet-computeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere har rygter i andre medier hævdet, at iPhone 11 vil få hurtigere trådløs opladning (15W i stedet for de nuværende 7,5W) og en bedre skærm.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.