Samsung havde en overraskelse med i posen, da de havde kaldt pressen sammen til Galaxy Note 10-lanceringen onsdag aften, nemlig en supertynd bærbar computer med en imponerende batterilevetid, der bliver føjet til Galaxy-familien. Samsung Galaxy Book S er en Windows 10-computer med 13,3 tommer stor trykfølsom skærm, Qualcomm Snapdragon 8cx-processor og indbygget 4G-forbindelse.
Vægten på Galaxy Book S er på sølle 953 gram, så den vil være nem at tage med i rygsækken. Men det mest imponerende er alligevel, at Samsung hævder, at computeren kan holde i op til 23 timer på en opladning. Det er en del. Når batteriet er tømt, kan det oplades igen via et af computerens to USB-C-stik.
Samsung Galaxy Book S vil kunne fås i to farver – grå og guld – og vil komme på markedet engang i løbet af september måned, til en pris på 999 dollars, hvilket er knapt 7.000 kroner uden moms og andre afgifter. Det er ikke bekræftet at computeren sendes i butikkerne herhjemme, men det forventer vi.
Artiklen fortsætter efter annoncen




