I de sidste måneder er mængden af rygter om Samsung Galaxy Note 10 vokset stille og roligt – og nu har Samsung sendt invitationer til lanceringseventet den 7. august ud til pressen. Det kommer til at foregå i Barclays Center i Brooklyn, New York, samme sted som Note 9 blev præsenteret sidste år.
Teaserbilledet på invitationen – se ovenfor – er ikke voldsomt afslørende; den er prydet med en sort S-Pen og en kameralinse. Der er spekuleret i, at der vil være kamera i selve pennen, men mere realistisk er det nok at linsen er et hint om den såkaldte ”punch-hole”-skærm der også er at finde på Galaxy S10’erne. For baseret på de seneste rygter og renderinger, vil Galaxy Note 10 have et kamarahul centreret øverst på skærmen.
Ifølge rygtesmedene vil Galaxy Note 10 have fire kameralinser – ultrawide, wide, tele og dybde – og en fingeraftrykslæser der er integreret i den 6,75 tommer store skærm. Den mindre model – der får navnet Galaxy Note 10e – vil have en 6,3 tommer skærm og har ikke nogen dybdesensor i kameraopsætningen.
Andre forventede specifikationer, i hvert for Note 10 Pro, er Snapdragon 855 eller Exynos 920 processor, op til 12GB hukommelse, et 4.500 mAh-batteri og 45W-hurtigladning.
iNPUT vil naturligvis være til stede ved lanceringen, så giv os et Like på vores Facebook-side, hvis du vil have nyheder om telefonen direkte i dit nyhedsfeed.