Det er tilsyneladende et samarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og USA’s mest magtfulde efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA), der er årsagen til den voldsomme kritik, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne tidligere på ugen rejste mod FE. Det skriver DR Nyheder.
Helt specifikt handler det angiveligt om, at FE har givet NSA adgang til danskernes personlige kommunikation i form af både telefonsamtaler, internet og sms-beskeder. Det erfarer DR Nyheder fra flere af hinanden uafhængige kilder.
Adgangen til de følsomme informationer skal være foregået via en kabeladgang, der har givet amerikanerne mulighed for at hente store mængder rådata. Altså deriblandt personlige samtaler. Det er i strid med dansk lovgivning at videregive oplysninger om danske statsborgere.
Artiklen fortsætter efter annoncen

