Apple fortalte under sin WWDC-keynote, at Apple Music Rumlig Lyd via Dolby Atmos bliver tilgængelig for alle brugere senere i dag. Det er uvist om lossless lanceres ved samme lejlighed, men det vil give mening. Apple har dog valgt at fokusere på Rumlig Lyd (Spatial Audio) – måske fordi der har været voldsom forvirring om, hvilke af Apples hovedtelefoner, der kan afspille lossless (ingen af dem).
Rumlig Lyd kan til gengæld nydes på både AirPods, AirPods Pro og AirPods Max, eller alle Apple-hovedtelefoner med en H1 eller W1-chip. Selv om Apple kalder det Rumlig Lyd er det i virkeligheden et Dolby Atmos-mix og det siges at Ariana Grande, Maroon 5, Kacey Musgraves og adskillige andre er klar med materiale, når der åbnes for sluserne.
Da lossless og Rumlig Lyd blev lovet i maj måned, lovede Apple at der ville være 20 millioner klar til lanceringen, men at samtlige 75 millioner numre ville blive tilgængelig i lossless med tiden.
Artiklen fortsætter efter annoncen

