Den sidste gang Apple-ikonet Steve Jobs viste sig offentligt, var til præsentationen af Apples nye hovedkvarter. En imposant bygning, der hurtigt fik kælenavnet “rumskibet” på grund af sin størrelse og sin runde form. Det var tilbage i juni 2011. Nu melder Apple, at bygningen – der officielt hedder Apple Park – er klar til at blive taget i brug til april.
Hovedbygningen på campussen er 26 hektar stor og beklædt med verdens største buede glasruder hele vejen rundt. Det vil tage over seks måneder at flytte 12.000 folk, og opførelsen af bygninger og parkarealer forventes at fortsætte henover sommeren.

Apple Park får plads til et besøgscenter med en Apple Store og café, som er åben for offentligheden, et træningscenter på 9300 m² til Apples medarbejdere samt forsknings- og udviklingsfaciliteter. Parkarealerne byder på et over tre kilometer stort stisystem, hvor medarbejderne kan gå og løbe, samt en frugthave, eng og sø i området inden for cirklen.
Artiklen fortsætter efter annoncen


