Når man første gang klatrer op på hovedet af en 20 meter høj majestætisk vandrende Langhals og står og skuer ud over den vildtvoksende og frodige natur, der breder sig mellem ruiner af skilte, højhuse og militærkøretøjer, der strækker sig så langt øjet rækker, overvældes man af indtryk. Den tonstunge firbenede maskine, der har gået den samme rute mellem ruinerne i så mange år, at den har skåret en sti. Udsigten over de slynplanteomgroede ruiner af fortidens højhuse. Og følelsen af at stå midt i et mysterium. Et meget smukt mysterium
Skønhed i ødelæggelsen
Horizon Zero Dawn foregår i en fjern fremtid, hvor verden bærer præg af at en eller anden kataklysmisk begivenhed har udslettet alt. Men i stedet for Fallouts gråbrune atomstøv, så er fortidens ruiner her overgroet af frodig skov, dækket af sne eller sandet til i rød ørken. Og det ser godt ud. Folkene bag har kælet for grafikken, så bare det at gå mellem kæmperødder, der vokser sig ud og ind mellem jerndragere og de sidste rester af en for længst forladt storby, bliver en oplevelse i sig selv – ikke siden Red Dead Redemption har der været en spilverden, hvor det i den grad gav mening at opsøge udsigtspunkter blot for at nyde en af spillets spektakulære solnedgange. Men hvor Red Dead Redemption søgte at genskabe landskaberne fra et utal af westernfilm, så har Guerilla Games kunnet tage et kendt stykke amerikansk geografi (jeg siger ikke hvilket) og lege ’hvad nu hvis’.
Dette er det flotteste konsolspil til dato, og det er imponerende, at det kører på en PlayStation 4. Har man en PlayStation Pro og et 4K-tv, så kan man nyde 2160p-opløsning med stabile 30 fps og virkelig føle, at opgraderingen var det hele værd. Men selv på den almindelige PS4 er omgivelserne i spillet bjergtagende.
Artiklen fortsætter efter annoncen




