Projektorer har altid været et kompromis. Selv de rigtig gode af slagsen har typisk krævet, at man accepterede et eller andet: Gardinerne skulle trækkes for, sort blev aldrig helt sort, HDR var mere et logo på kassen end en reel oplevelse, eller også skulle man leve med blæserstøj og en maskine, der helst skulle have et par minutter til at komme ordentligt i gang.
XGIMI TITAN Noir er ikke fri for projektorens fysiske begrænsninger. Den kan trods alt ikke ændre på, at billedet bliver skabt ved at sende lys ud i rummet og tilbage fra et lærred. Men efter at have brugt den som vores primære skærm er min oplevelse alligevel, at XGIMI er kommet bemærkelsesværdigt tæt på at fjerne de kompromiser, der normalt følger med et meget stort projektorbillede. Den er stor, tung og voldsomt dyr, men den leverer samtidig et så lysstærkt, kontrastrigt og imponerende billede, at den fundamentalt ændrer oplevelsen af at have projektor i stuen. Første gang man tænder den, er reaktionen egentlig meget simpel: Hold da op.

Det er en ordentlig klods – uden Smart TV
XGIMI TITAN Noir ligner ikke de relativt kompakte projektorer, XGIMI især har været kendt for. Den vejer omkring 7,5 kilo, er stor og kræver en ordentlig placering. Til gengæld er kvalitetsfornemmelsen fremragende. Den føles ekstremt robust, materialerne virker gennemførte, og hele konstruktionen giver indtryk af, at XGIMI har bygget den til at stå fast som en permanent del af et seriøst setup. Det understreges allerede, når man pakker den ud. XGIMI TITAN Noir kommer i sin egen kuffert, og der følger mere udstyr med, end jeg efterhånden er blevet vant til fra projektorer. Også fjernbetjeningen er lækker og passer kvalitetsmæssigt til resten af pakken.
Artiklen fortsætter efter annoncen



