Studio Display er det, jeg faktisk har undret mig over hvorfor Apple ikke har lavet i mange år. En skærm der i æstetik og kvalitet passer til deres professionelle brugere, der ikke har brug for det helt store dyr, Pro Display XDR, der starter ved 42.999 kr. Vi – og jeg regner mig selv for at være i målgruppen til denne, lidt mindre “pro” skærm – vil gerne have en god skærm der fungerer til hverdagens gøremål, og som ikke koster det samme som resten af kontorindretningen tilsammen. Og det er så, måske, det Apple nu har givet os.
Men Apple fejler på et vigtigt parameter her. For hvor jeg i min anmeldelse af Mac Studio var helt med på prisen, der ville kunne spare masser af penge i arbejdstid for Pro brugere, så er det en helt anden sag her. Men det kommer vi tilbage til.
Lækkert design skriger “I’m a Mac”
Apple har ikke på noget tidspunkt i de seneste par år rigtigt slingret i deres designkurs. Og det gør de heller ikke med det nye Studio Display. Skærmen er simpelthen lækker på stort set alle måder. Set forfra er det bare en relativt tynd ramme rundt om et 27″ skærmareal med en aluminiumsfod. Fra siden er skærmen tynd som iMac og ligner også en smule med huller til højttalere og luftindtag. Sat op på væggen med et VESA-beslag stikker den kun cirka tre cm. ud. Den kommer med en “almindelig” fod, hvorpå den kan tiltes. Har du 3.600 kroner mere (!) kan du også få en stand, hvor skærmen kan køres op og ned i højden. (Prisen på den kommer vi også tilbage til).
Artiklen fortsætter efter annoncen



