Elektronik

Dagens iNPUT: Apple event 6. juni | VW-boss: For tidligt at gå all-in på elbiler

Apple bekræfter Swiftly approaching-event under WWDC 2022 | VW-boss: For tidligt at gå all-in på elbiler | Børn uden skærmtid bevæger sig mere

WWDC 2022

Apple bekræfter WWDC 2022 keynote

Apple har nu bekræftet, at der (vanen tro) holdes keynote til åbningen af den årlige World Wide Developers Conference, WWDC 2022. Eventet har fået titlen Swiftly approaching, og det lyder relateret til Apples eget objektbaserede kodesprog, Swift.

Derudover kan vi forvente at få de første kig på iOS 16, iPadOS 16, tvOS 16 og watchOS 9. Der kommer naturligvis også opdateringer til macOS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man kan dog håbe, at der også bliver plads til lidt hardware. Bloombergs Mark Gurman mener at M2-processoren og to nye Mac-modeller vil blive vist frem under WWDC 2022. Der er også en (meget, meget spinkel) mulighed for at vi får et smugkig på Apple nye AR/VR-headset.

Swiftly approaching løber af stablen den 6. juni klokken 19.00, dansk tid, og streames på alle de sædvanlige kanaler.

VW-bossen: For tidligt at gå all-in på elbiler

Efterspørgslen efter elbilerne er der, men ikke infrastrukturen. Derfor er det alt for tidligt for VW at gå all-in på elbiler. Det fortalte Volkswagen-bossen Herbert Diess under Future of the Car-eventet, der var arrangeret af Financial Times. Helt konkret både infrastrukturen bag elbilproduktionen og den på vejene i form af opladning.

– Vi skal bygge nyt eller modificere eksisterende fabrikker for at få de rigtige faciliteter. Derudover skal kunderne have den rette infrastruktur på plads, for at kunne leve med bilerne, sagde Herbert Diess.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han understreger dog, at det fortsat er målet for Volkswagen at være markedsledende inden for elbiler i 2025. En væsentlig brik for at kunne nå det mål, er den nye, mindre elbilsplatform som koncernen er i gang med at udvikle. Det bliver elbiler i klassen under MEB-bilerne som ID.3 og Cupra Born, og de vil typisk få priser, der ligger under 200.000 kroner. I starten af maj viste koncernen de første konceptegninger af bilerne fra VW, Skoda og Cupra.

Mindre skærmtid øger bevægelse blandt børn

Et studie Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet (SDU) peger nu på, at skærme er skidt for børns bevægelse. I studiet blev 89 familier (181 børn, 164 voksne) tilfældigt fordelt i to grupper. I den ene gruppe skulle familierne undvære deres smartphones og tablets i to uger og skære deres fritidsbrug af computere og TV ned til max. 3 timer om ugen. I den anden gruppe skulle deltagerne fortsætte med deres normale skærmvaner, en såkaldt kontrolgruppe.

Deltagernes daglige bevægelse blev målt objektivt med to accelerometre over en uge både før og efter deltagelse i skærmbegræsningsgruppen og kontrolgruppen.

– Vi fandt at børnene i familierne, der reducerede deres brug af skærm i fritiden, bevægede sig i gennemsnit 45 minutter mere om dagen i fritiden sammenlignet med kontrolfamilierne. Forskellen mellem de to grupper var størst i weekenderne, hvor børnene i skærmbegrænsningsgruppen i gennemsnit havde 73 min mere aktivitet om dagen, fortæller Jesper Pedersen, ph.d.-studerende ved SDU.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Noget overraskende fandt forskerne ingen forskel i mængden af bevægelse i fritiden mellem de voksne medlemmer af familierne, der begrænsede deres skærmbrug og kontrolfamilierne.

Se studiet i det amerikanske videnskabelige tidsskrift JAMA Pediatrics.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.