Dansk lyd har en lang stolt tradition. B&O og Jabra i særdeleshed, når vi taler hovedtelefoner. Om Wavell, som du måske bedst kender fra Løvens Hule på DR, går efter at komme i det selskab, skal være usagt. Vi har kigget deres seneste produkt, in-ear hovedtelefonerne Wavell Pro efter i sømmene. Måske, måske ikke, hører de til i samme liga?
Wavell har foreløbigt udsendt to hovedtelefoner med navnene One og Two. De hørte til i den prisvenlige ende, med basale funktioner. Med Pro-modellen er der taget hul på et helt andet segment. Førstehåndsindtrykket da pakken lander på skrivebordet er bestemt også godkendt. Indpakning og præsentationen af hovedtelefonerne er indbydende og får forventningerne om et kvalitetsprodukt til at stige.
I kassen findes det sædvanlige. Hovedtelefoner og opladeræske, som også tilbyder trådløs opladning, er i dette tilfælde sorte, men fås også i en hvid model. Derudover er der et kort USB-C kabel og gummidutter i varierende størrelser, så de kan tilpasses dit øre.
Artiklen fortsætter efter annoncen



