AnmeldelseHovedtelefonerTophistorie

Anmeldelse: Google Pixel Buds Pro 2

Googles headset leverer på både lyd og teknologi og er nogle af de bedste trådløse hovedtelefoner på markedet lige nu - hvis du altså bruger Android.

I et marked fyldt med trådløse øretelefoner kommer Google Pixel Buds Pro 2 væltende ind fra højre med en kvalitet og en teknologi, kun matchet hos de allerbedste af konkurrenterne. Fra lydkvalitet til smart integration, der er masser af plusser – og kun meget få minusser ved Googles nyeste headset.

Design og komfort

 

Pixel Buds Pro 2 har et minimalistisk og diskret design, som er både stilrent og funktionelt – jeg har dog fået den tyrkis-grønne til test, og den er måske knap så diskret, men den er stadigvæk ret smagfuld og afdæmpet i tonen. Øretelefonerne leveres i et lille, praktisk opladningsetui, som gør det nemt at transportere dem og oplade dem, mens man er på farten. I øvrigt er den “pebble”-agtige form ret unik for Google og identificerer Pixel Buds med det samme. Selve øretelefonerne har en afrundet form og passer komfortabelt i ørerne – omend det kan være at du – som jeg – skal bruge to forskellige ørepropper, men der følger et godt udvalg med, så de fleste brugere kan finde en størrelse, der sikrer optimal pasform.

Hvad angår komfort, er Pixel Buds Pro 2 designet til at sidde godt fast, også under bevægelse. Det gør dem velegnede til både daglig brug og træning, selvom det selvfølgelig vil variere fra person til person, hvordan de føles efter længere tids brug. Jeg har fint kunne bruge dem under intensiv styrketræning, så vel som løb.

 

Et enkelt lidt irriterende problem kommer dog til udtryk når man lægger hovedtelefonerne tilbage i opladningsetuiet. De snapper på plads ved hjælp af magneter ligesom hos de fleste af konkurrenterne, men det er ikke helt tydeligt, hvilken side den enkelte skal placeres i – og de kan faktisk sættes i begge sider, og begge sider føles som om, det er rigtigt – men headsettet oplader ikke, og man kan ikke lukke låget hvis de ikke sidder i den rigtige side. Det er irriterende at det overhovedet kan lade sig gøre at sætte dem forkert i, og nærmest endnu mere irriterende, at det føles som om de sidder rigtigt. Jeg er dog i testperioden blevet bedre til det, så jeg tænker at over rigtigt lang tid vil det blive mere naturligt at kunne fornemme, hvilken side hver enkelt bud skal i.

Lydkvalitet

Lydkvaliteten i Pixel Buds Pro 2 er virkelig i toppen af feltet. De leverer en balanceret lydprofil med tydelig bas, klare mellemtoner og skarp diskant. Det betyder, at de er velegnede til en bred vifte af lydindhold, fra musik til podcasts og telefonsamtaler. Især bassen vil jeg fremhæve, fordi den netop fremstår så klar og præcis – og det får faktisk flere af konkurrenterne til at lyde en smule mudrede i sammenhæng. Her er de eksempelvis en smule bedre end Apples AirPods Pro 2, hvilket er lidt af en bedrift. Det gør hovedtelefonerne velegnet til især bastung musik, og jeg har især haft glæde af dem ved løb, hvor lyden er motiverende.

 

Batteritid

Pixel Buds Pro 2 leverer en konkurrencedygtig batteritid. Med aktiv støjreduktion slået til kan de klare omkring 6-7 timers afspilning på en enkelt opladning. Med opladningsetuiet i lommen kan man forvente omkring 20-24 timers samlet batterilevetid, hvilket er tilstrækkeligt til de fleste behov. Jeg har ikke rigtigt tænkt over batterilevetiden i det daglige, men har blot lagt Buds til opladning når det lige passede. Det er gået uden problemer, og jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt har været under 20% opladning.

Hovedtelefonerne understøtter også hurtig opladning, hvilket betyder, at en ekstremt kort opladning kan give op til en times ekstra afspilning – så skal du ud af døren er det bare at smide dem på kablet, så kan du hurtigt komme afsted med musik i ørerne. Opladning kan ske både via USB C kabel og trådløst, hvilket giver fleksibilitet afhængigt af, hvilke opladningsmetoder man foretrækker.

 

Smart integration og funktioner

En af de største fordele ved Pixel Buds Pro 2 er deres tætte integration med Googles økosystem. For Android-brugere, især dem der allerede bruger Google-tjenester, er Pixel Buds Pro 2 en naturlig forlængelse af smartphonen, hvilket ses allerede ved en virkelig eksemplarisk let opsætning. Med Google Assistant indbygget kan øretelefonerne bruges til at styre musik, foretage opkald, sende beskeder eller endda få vejrudsigten – alt sammen med stemmestyring.

 

Touch-kontrollerne på selve øretelefonerne er intuitive og gør det muligt at styre afspilning, besvare opkald og aktivere Google Assistant uden at skulle tage telefonen frem. Touch-funktionerne fungerer som forventet, selvom der kan være en lille indlæringskurve hvis du kommer fra de fleste konkurrenter, for der er ret stor forskel på Buds og eksempelvis Apple AirPods Pro 2. Men touch virker altså godt, og når man har vænnet sig til, at de er ret følsomme og i øvrigt har en meget lille overflade (simpelthen fordi de er små), ja så kører det bare.

Støjreduktion og transparency mode

 

En af de mest imponerende funktioner ved Pixel Buds Pro 2 er deres aktive støjreduktion (ANC). Teknologien fungerer ved at anvende mikrofoner, der registrerer udefrakommende støj, og skaber en modfase, der neutraliserer disse lyde. Pixel Buds Pro 2 leverer en ganske effektiv støjreduktion, hvilket gør dem til et stærkt valg for dem, der ofte befinder sig i støjfyldte miljøer.

I daglig brug klarer ANC’en sig særdeles godt. Støj fra tog, fly eller trafik bliver reduceret betydeligt, så man næsten kan glemme de ydre lyde og fordybe sig i sin musik, podcast eller telefonsamtale. Især i lavfrekvente miljøer, som motorstøj fra fly eller summen i en café, kommer Pixel Buds Pro 2 virkelig til sin ret. De formår at skabe en behagelig ro, uden at det går ud over lydkvaliteten. Der er også kun et minimum af den ellers velkendte “ANC-susen”, som de fleste vil have oplevet ved brug af ANC.

Støjreduktionen er naturligvis også justerbar, så man kan tilpasse den efter sine omgivelser og præferencer. Det gør Pixel Buds alsidige, da man kan vælge en mere moderat støjreduktion, hvis man stadig vil kunne fornemme en smule af sine omgivelser, eller gå all-in med maksimal støjblokering i mere larmende omgivelser. Det gør Pixel Buds Pro 2 ideelle både til kontorbrug, hvor man ønsker lidt baggrundsstøj filtreret fra, og til offentlig transport, hvor man ofte har brug for at lukke det meste ude.

Transparency mode gør det muligt at lytte til omgivelserne uden at tage øretelefonerne ud. Det fungerer godt til at få klar lyd fra ens omgivelser ind i øret, og er især praktisk, når man hurtigt skal føre en samtale eller bevæge sig i trafikken hvor det er vigtigt at kunne høre, hvad der sker omkring en. Transparency mode føles naturlig og intuitiv, og der er minimal forsinkelse eller digital bearbejdning af lydene, hvilket gør oplevelsen glidende og brugervenlig. Samlet set fungerer ANC i Pixel Buds Pro 2 rigtig godt, og er en af de største fordele ved dem.

Pris og værdi

Pixel Buds Pro 2 placerer sig i den øvre ende af prisskalaen, hvilket betyder, at de ikke nødvendigvis er det oplagte valg for alle. Prisen afspejler dog de mange funktioner, herunder den aktive støjreduktion, Google Assistant-integration og god lydkvalitet. Hvis man er villig til at betale for et par premium-øretelefoner, som tilbyder en bred vifte af funktioner og solid ydeevne, kan Pixel Buds Pro 2 være et godt valg.

For dem der i forvejen benytter Googles økosystem flittigt, vil Pixel Buds Pro 2 føles som en naturlig forlængelse af deres eksisterende enheder. Hvis man dog ikke er afhængig af Google-tjenester eller smart integration, kan man finde alternativer til en lavere pris, som stadig leverer god lydkvalitet og støjreduktion.

Konklusion

Google Pixel Buds Pro 2 er et solidt valg for dem, der søger et par trådløse øretelefoner med god lyd, effektiv støjreduktion og integration med Google-tjenester. De tilbyder en alsidig lytteoplevelse, hvor brugeren kan tilpasse lyd og funktioner efter behov.

Støjreduktionen og transparency mode er begge nyttige funktioner, der gør Pixel Buds Pro 2 praktiske i mange forskellige situationer, og deres komfortable pasform betyder, at de kan bruges i længere tid uden ubehag. Selvom de ikke nødvendigvis er de bedste på alle parametre, leverer de en stærk samlet pakke, der især vil appellere til dem, der allerede bruger Android- eller Google-produkter.

Google Pixel Buds Pro 2

Design
Betjening
Lydkvalitet
Funktioner
Pris

Pris: 1.999 kr.

Google Pixel Buds Pro 2 er helt perfekte til dem der allerede er helt inde i Googles økosystem - og så lyder de faktisk rigtigt godt.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.