At gå om bord i Norwegians nyeste fly første gang er lidt af en øjenåbner. Dreamlineren får simpelthen de andre fly til at ligne skrammelkasser. Faktisk er det lidt at sammenligne med at sætte sig ind i en fem år gammel Ford Focus – og så skifte til en spritny Mercedes S-klasse. Man forledes til at tro, at det faktisk nærmest er første gang nogensinde, at passagererne for alvor tages ind i overvejelserne omkring designet af et nyt fly, og det er netop det, Boeing har gjort med deres 787. De har simpelthen lavet rundspørgeundersøgelser og fokusgrupper for at finde ud af, hvordan brugernes drømmefly egentlig ser ud.
Højere til loftet
Boeings tilgang til flydesign har resulteret i det, der for de fleste vil føles som en helt ny oplevelse – når man kommer ind i flyet, finder man meget hurtigt ud af, at dette ikke er et helt normalt fly. Der er meget højere til loftet, og den klaustrofobiske følelse, man ellers kan få er slet ikke til stede her. Bagagehylderne er designet, så de sidder så højt over hovedet på passagererne, at det ikke virker nær så klemt som i ældre fly.
Artiklen fortsætter efter annoncen

