Hvis du befinder dig i Aalborg, kan du i den kommende tid møde en bus uden chauffør. Aalborg Kommune har nemlig som den første i Danmark fået tilladelse til at udføre et forsøg med selvkørende busser på veje med blandet trafik.
Aalborg Kommune vil bruge tre identiske køretøjer, som må køre med op til 18 km/t. Forsøgskørslen er geografisk afgrænset til et særligt stisystem i den østlige del af Aalborg, hvor strækningen udgør cirka 2,1 kilometer. De nye busser kører desuden på el.
– Det er et skridt på vejen mod en bæredygtig mobilitet, og Aalborg Kommune vil anvende den førerløse teknologi som et middel til at gøre kommunens borgere mere mobile. Derudover vil vi bruge erfaringerne til mere generelt at blive klogere på denne teknologi, som vi regner med, vil komme til at spille en stor rolle i det fremtidige mobilitetssystem, så vi kan skabe gode forbindelser, udtaler borgmester Thomas Kastrup Larsen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

