Apple udvider langsomt, men sikkert, deres portefølje af hovedtelefoner. Deres “almindelige” AirPods blev en enorm succes, og deres Pro udgave var på alle måder en forbedring. Med de nye AirPods Max tager de det sidste skridt for at have et komplet sæt af produkter i kategorien, og lad mig starte med at sige, at jeg har lidt blandede følelser omkring enkelte dele af produktet – men til gengæld gør Apple samtidig det, de er allerbedst til; de har lavet et headset der på de områder, hvor det reelt betyder noget, slår konkurrenterne. Men lad os tage et af mine forbehold først.
Underligt design
Design er en svær ting at anmelde, fordi det jo er en totalt individuel ting om man synes noget er pænt eller ej. Personligt foretrækker jeg mange af de andre producenters design – B&O H95 og Shure 50 for eksempel – og jeg synes ikke, AirPods Max er specielt kønne. De underlige, afrundede firkantede kopper ser lidt klodsede ud, og materialet er ikke det kønneste – selv i den relativt afdæmpede Space Grey, jeg har fået til test. Jeg kunne forestille mig, at de ville være lidt… Vilde? I grøn.
Jeg ved heller ikke, om jeg synes om designet på bøjlen, der er lavet i en slags “mesh” – altså et netmateriale. Men Apples hensigt er tydeligvis at sørge for, at bøjlen – og dermed hele headsettet – trykker ned på hovedet. Og nu, hvor jeg har brugt headsettet i nogle dage må jeg bare sige, at det fungerer.
Artiklen fortsætter efter annoncen







