×
Julegaver > 1.000 kronerRoutere

Google Wifi

Google Wifi er et supersimpelt mesh netværk alle kan sætte op. Både ydelse og betjening er i top - det samme er desværre prisen.

Wifi – og hjemmets netværk generelt – kan være lidt af en udfordring. Især hvis man ikke er helt sikker på, hvad dobbelt NAT, DCHP og DNS egentlig er. Men på det seneste er der begyndt at dukke nye produkter op, der kan gøre livet lidt lettere. Eller faktisk meget, meget lettere. Vi har tidligere testet Netgears Orbi, der faktisk var et ret fantastisk produkt – men slev Orbi var let at sætte op, så slår Google wifi det alligevel med længder.

Mesh er det nye sort

Du har helt sikkert steder i dit hjem, hvor wifi er sløjt – måske endda steder hvor det er helt umuligt at komme på. Ofte er det fordi routeren er placeret forkert – eller simpelthen bare for langt væk fra brugeren. Mesh teknologien leverer på mange måder svaret på de problemer.

Ideen er simpel: I stedet for en enkelt router/access point sætter du flere op så dækningen bliver fordelt over huset. Du kan tilføje så mange du mener du har behov for – vores test er af Googles smapak med 3 enheder, og det burde være nok til selv den største villa i Hellerup.

Let opsætning

Heldigvis bliver teknologi hele tiden lettere at sætte op, og Google Wifi er ingen undtagelse. Du kobler en enhed til, der skal være din primære enhed. Den skal stå ved siden af dit modem – der hvor din gamle eventuelt router står. Hvis dit modem også er en router skal den være i såkaldt “bridge mode” – så fungerer den nemlig heller ikke som wifi router, hvilket ellers vil konflikte med Google Wifi. Efterfølgende installeres appen på enten en iOS eller Android enhed – bemærk i øvrigt, at det ikke er muligt at sætte Google Wifi op på en pc. Appen finder hurtigt det første wifi punkt og starter opsætningen, hvilket kræver meget få trin. Efterfølgende spørger appen om du vil installere flere enheder – og så gentages processen. Det er helt ekstremt simpelt, og selv min mor ville kunne sætte Google Wifi op. Du skal ikke tænke på, om der er tale om 2,GHz eller 5GHz. Netværket oprettes automatisk på begge, og enhederne vil forbinde med højst mulige hastighed.

Dækning over alt

I mit hjem er der to etager, og routeren er placeret i det ene hjørne af stuen der er i stueetagen. Tidligere har der være problemer i det hjørne af 1. etage der er længst væk fra routeren. Efter at have placeret en enhed i hver side af bygningen på første sal er der nu fuld dækning over hele huset og hastigheden er konsekvent over det hele – min internetforbindelse kan levere 100Mbit, og det er intet problem at få maksimal hastighed ligegyldigt hvor jeg er – i øvrigt også et godt stykke ude i haven. Der er en del netværk i nærheden, men Google Wifi virker ikke til at blive forstyrret voldsomt.

God app

På Google Wifi appen kan du hele tiden følge med i dit netværks ydelse – blandt andet kan du se, hvor god forbindelsen er imellem de forskellige enheder – så du eventuelt kan flytte lidt rundt på dem for at få bedre forbindelse. Du kan også se hvilke enheder der er forbundet, og hvor meget de suger på netværket. De fleste informationer nåes via det simple interface, og har du enheder som eksempelvis Philips Hue på netværket, kan Google Wifi også tilbyde integration med det.

Små minusser

Hvis Google Wifi er det eneste netværk du bruger, så skal du være opmærksom på, at der kun er en enkelt ledig ethernetport på hovedenheden. Hvis du har mange andre dimser der skal sluttes til via ethernet – for eksempel Philips Hue eller en hjemmeserver – skal du altså tilslutte en switch eller finde dig i at sætte dem op andre steder i huset – hvor de kan være irriterende at have (eksempelvis er en larmende eller lysende dims i soveværelset jo langt fra optimalt.). Det er en simpel ting at gøre, men det gør løsningen en smule mindre elegant.

Prisen er i overkanten

Startsættet med tre enheder koster 2.699 kr. (Billigste pris hos forhandlere der har lager af produktet) Det er lige i overkanten. Hvis du køber to enkelte enheder koster de 1.099 kr. pr. stk. Det er også for dyrt. Ikke desto mindre er dette måske den mest elegante løsning overhovedet når det kommer til at få god wifi over hele huset.

 

 

Google Wifi

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 2.699 kr.

Måske den mest elegante løsning overhovedet, når det kommer til at få god wifi-dækning i hele huset

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.