×
Mobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: Samsung Galaxy S22 Ultra

S22 Ultra er en vanvittig telefon til professionelt brug - eller eventuelt en telefon til den ultrakrævende private bruger

Samsung Galaxy S22 Ultra er en helt ny telefon i S-serien. I praksis vil jeg måske mere synes der er tale om en ny telefon i Note serien der bare har fået nyt navn, og det er måske heller ikke så langt fra sandheden, for Ultra skal formentlig samle netop de kunder op, der ellers ville have købt en Note telefon.

Det giver god mening for Samsung at droppe Note brandet og “kun” have tre serier: S, F (foldbare) og A (mellemklasse telefonerne). I en situation, hvor der er komponentmangel, giver det god mening ikke at sende fire serier på gaden om året.

Med Ultra versionen af S22 får Note brugerne alt det de forventer – og der er formentlig ingen brugere af S serien der går rundt og føler sig snydt. Så med andre ord; S22 Ultra er en fin løsning på et (lille) problem for Samsung.

Note design

For at skille sig ud fra de to andre telefoner i S22 serien har Ultra arvet designet fra Note serien – altså den her “candybar”-form. Det er der egentlig ikke noget i vejen med, og på en eller anden måde er det blevet “business-formen” der også sender signaler med sit raffinerede udseende og tydelige byggekvalitet. Og som sædvanlig har Samsung bygget en telefon, der oser af kvalitet. Den er også tung – og kan virkelig ses hvis du propper den i en bukselomme med sine 6,8″. Til gengæld får du så også masser af skærmplads når du fisker den op, og de mange tommer giver masser af muligheder og godt overblik.

En pen over dem alle

Samsung var en af de første producenter der virkelig tog “nørdfingeren” op igen, efter den forsvandt i nogle år efter Apples iPhone gjorde sit indtog. Og i S22 Ultra er den også et vigtigt salgsargument. Egentlig må jeg indrømme, at jeg personligt sjældent bruger pennen selv om den jo altid sidder lige ved hånden. Men når jeg tester en telefon “tvinger” jeg mig selv til at bruge den. Og med S22 Ultra er der faktisk sket det, at jeg… Er blevet overrasket. For jeg synes faktisk, det er praktisk at tage noter på telefonen.

Det har især noget at gøre med, at pennen i den nye udgave virker MEGET mere præcis end de foregående generationer. Det vil sige, den leverer en oplevelse der nærmer sig at skrive på papir. Faktisk siger pennen – eller rettere, højttaleren i telefonen – også som en lille pen når man skriver med den. Ja, det er lidt cheesy, men det virker faktisk for mig. Det kan selvfølgelig slås fra, hvis man synes det er underligt. Faktum er altså, at pennen er præcis og virker upåklageligt, og hvis du har en Note der skal opgraderes og er afhængig af pennen – ja, så er der ikke så mange valgmuligheder, så er det lige præcis denne telefon du skal have.

Skærm i absolut verdensklasse

Det begynder at have et skær af gentagelse når jeg igen-igen skal skrive, at Samsungs skærme er nogle af de bedste i verden. Men det er de. Og i S22 Ultra er det helt exceptionelt tydeligt, for det er virkelig en vanvittigt god skærm. Jeg har været heldig at der har været et par solskinstimer imens jeg har testet den, og det er simpelthen vanvittigt så godt den skærm leverer under stort set alle forhold.

Ligesom de fleste af konkurrenterne har Samsung også kastet sig over hurtig opdatering af skærmen – i dette tilfælde 120Hz. I praksis betyder det, at når man scroller igennem for eksempel mange data i en PDF eller på en hjemmeside, så går det hele ekstremt smidigt. Skærmen har en PPI (Pixel Per Inch) på hele 500, hvilket gør at den også er voldsomt skarp. Sidst, men ikke mindst – og grunden til, at den klarer sig så godt i højt solskin – så er lysstyrken helt op til 1750 Nits (enheden der angiver lysstyrke.) Det kan man holde op imod mange af konkurrenterne der sjældent kommer over 1000 Nits.

Vanvittigt kamera

Samsung hævder at det brugerne i særdeleshed vælger mobiltelefon efter er kameraet – og jeg vil give dem ret så langt at jeg i hvert fald tror, der er NOGEN der vælger efter kameraet. Og hvis man gør det, er det svært at komme udenom S22 Ultra, for kameraet i topmodellen er mildt sagt fænomenalt.

Samsung hælder (stadig) til en lidt mættet farvemætning i udgangspunktet, men på en gråvejrsdag i København er det absolut ikke en dårlig ting, for det giver lidt liv til billederne. Det er selvfølgelig en smagssag om man kan lide at virkeligheden lige får lidt ekstra pang, men personligt har jeg en tendens til at skrue en smule op i redigeringen efterfølgende ligemeget hvad. Har du ikke den slags perverse lyster kan du naturligvis indstille alting så det hele passer bedre til din smag.

Generelt er billederne gode, ekstremt detaljerede og zoom funktionen fungerer helt perfekt – selv når man går ud over det optiske zoom får man faktisk ofte hæderlige resultater – formentlig fordi Samsung er blevet bedre til at optimere de algoritmer, der i virkeligheden tager sig af billedbehandlingen og så selvfølgelig fordi der er en enorm bunke megapixler at lege med.

Min eneste anke er, at vidvinkelkameraet godt kan forvrænge mere end jeg synes godt er. I hvert fald mere end de fleste af de andre topmodeller.

Ligesom stillbillederne er videooptagelserne også voldsomt gode – og der er kommet et par nye funktioner til. Blandt andet har telefonen (ligesom iPhone 13 Pro) intelligent fokus, så et nyt ansigt i billedet får automatisk fokus til at skifte. Det ser rigtigt godt ud, og kvaliteten på video er absolut også godkendt hele vejen rundt; autofokus er ekstremt hurtig og detaljegraden er perfekt.

Har du brug for den helt vanvittige kvalitet kan du naturligvis også kaste dig over 8K. Men så håber jeg du vælger en Ultra med masser af hukommelse, for det fylder vanvittigt meget. Kameraet er, med andre ord, mere end godkendt. Er det dit vigtigste parameter for indkøbet af mobil kan du roligt investere i S22 Ultra.

Hurtig opladning

S22 Ultra understøtter – naturligvis – hurtigopladning. Med en ledning i, kan den oplade med 45W – trådløs kan den klare 15W. Det er ganske imponerende, men kræver desværre den helt rigtige oplader. Den følger, som det efterhånden er standard, ikke med i kassen. Det er måske fair nok, hvis man godtager argumentet om, at man sikkert har en oplader liggende. Chancen for, at man så har en, der kan levere 45W er til gengæld måske ikke overvældende. Dermed skal man enten acceptere langsommere opladning eller ud og bruge flere penge på en oplader.

Samsung havde desværre heller ikke inkluderet en oplader sammen med min anmeldertelefon. Jeg måtte derfor ty til en ældre oplader af et andet brand der dog også – i teorien – kan levere 45W. I praksis kom den aldrig i nærheden af 45W, men på ca. 20 minutter fik jeg alligevel 24% på telefonen, hvilket er okay. Men jeg ville altså kunne have fået betydeligt mere hvis jeg havde haft den helt rigtige Samsung oplader.

Batterilevetiden er i øvrigt ganske acceptabel og ca. på niveau med den store konkurrent fra Apple, iPhone 13 Pro Max. Det vil sige jeg hiver snildt et døgn ud af telefonen selv om jeg bruger den ganske flittigt til alt fra webbrowsing til en smule spil og videoafspilning.

Hvis jeg fiflede lidt med indstillingerne, tror jeg faktisk godt jeg ville kunne nå to dage. For der er stadig en smule strøm tilbage efter 24 timer. Men i udgangspunktet er jeg godt tilfreds med en enkelt dag uden at skulle lade op. Det er alligevel en vane at ligge den på den trådløse oplader på natbordet.

Fire år med opdateringer

En af de ting jeg altid har været bekymret for med nye Android telefoner er opdateringer. Mange producenter taler af gode grunde ikke højt om det, for de opdaterer måske kun deres telefon til en enkelt eller to versioner højere. Men Samsung lover med Ultra, at du får fire års opdateringer til nyeste version af Android. Derudover får du også et ekstra år med sikkerhedsopdateringer.

Når man kombinerer det med, at Samsungs One UI er noget nær den bedste Android overbygning hvor alt fungerer smidigt og intelligent, ja så er det faktisk en glimrende softwarepakke, Samsung har fået skruet sammen – og den holder altså i mange år. Det skal den så også hvis man skal give 10.000+ kroner for en mobiltelefon.

Hurtig nok til det hele

Processorkraft er lidt en joke at tale om efterhånden. For selv de billigste mellemklassemobiler leverer kræfter nok til at klare 99% af alle opgaver du kan kaste efter den. S22 Ultra klarer 100% – også selv om den ikke er lige så hurtig som Apples iPhone. I praksis betyder det ingenting. Jeg har kørt stort set alle apps på Ultra, og intet gør den bare det mindste forpustet. Processoren er i øvrigt en 4 nanometer chip, og det betyder, at den bruger betydeligt mindre strøm i forhold til ydelsen. Det hjælper altså en del på batterilevetiden.

Ikke for alle

Med et prisskilt der starter lige under 10.000 kr. er S22 Ultra ikke for alle – absolut ikke. Den henvender sig til en målgruppe der vil have det allerbedste. Eller en forretningsmand/kvinde, der har brug for en lommecomputer der kan klare langt de fleste af dagens opgaver uden at man behøver trække den bærbare op.

Ultra er en vild telefon, og med et fantastisk kamera, en uovertruffen skærm og en byggekvalitet det bliver meget svært at slå er der ingen tvivl om, at dette lige nu er den bedste Android på markedet. I hvert fald hvis du vil bruge pengene på den.

Samsung Galaxy S22 Ultra

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: fra 9.899 kr.

Samsungs flagskib er en god arvtager for både S21 ultra og Note serien. Du får det bedste fra begge verdener - og måske den bedste smartphone på markedet lige nu.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.