Pixel
Gaming

Nyt Uncharted er Hollywoodlækkert kvalitetsgenbrug

Nathan Drakes dage som skattejæger er slut. Efter fire hæsblæsende eventyr (plus en afstikker til Vita’en) har udvikleren Naughty Dog valgt at lade deres rigdomsjagende guldkalv gå på en fortjent pension. Heldigvis er ’Uncharted’-serien endnu ikke lagt i graven, men har i stedet fået sig en nyt persongalleri, og herfra kører alt bare videre i en meget familiær rille i ’Uncharted: Lost Legacy’.

Men hvor går grænsen mellem en udvidelse og et alenestående spil? Er det længden eller nytænkningen, der er den afgørende faktor?
Spørger man Naughty Dog, er svaret åbenbart eventyrets størrelse.

Ren genbrug

For ’Lost Legacy’ kan nemlig ikke camouflere, at spillet oprindeligt var udtænkt som en udvidelse til ‘Uncharted 4’. Under dets tilblivelse voksede ambitionerne og spillets længde dog, og det seneste kapitel i serien er i stedet endt som sin egen udgivelse – og tilsvarende forøget pris.

‘Lost Legacy’ har da også en størrelse, der kan forsvare, at det får sin egen udgivelse, men forskellen på spillet og dets storebror er minimale. Faktisk er de – bortset fra et område – ikke-eksisterende. Bevares, vi får to nye heltinder i form af Chloe og Nadine og en ‘ny’ historie, men vi kommer ikke udenom, at du løber rundt i ‘Uncharted 4,1’. Samtidig er det næsten et must, at du som minimum har spillet forgængeren, da historien ligger direkte i forlængelse af begivenhederne i sidste års udgivelse.
Historien er heller ikke det eneste aspekt, som ligger i forlængelse af ’Uncharted 4’: Heltinden Chloe har samme bevægelser og tricks som sin forgænger. Banerne er fyldt med klatring, skududvekslinger og skjulte samlegenstande. Og historien er sørme igen centreret omkring skattejagt tæt forfulgt af fjender.
Stil, spilmekanismer og fortælling er simpelthen ren genbrug.

Forfriskende frihed

Vi taler heldigvis om genbrug af et kvalitetsprodukt. For selv om deja-vu-fornemmelsen følger dig fra start til slut, er det næste umuligt at ikke bare overgive sig til det knivskarpe gameplay, det troværdige og charmerende persongalleri og nogle af seriens klart bedste og mest opfindsomme gåder.

Og som nævnt tidligere indeholder ‘Lost Legacy’ faktisk et enkelt område, hvor udviklerne flirter med open world-elementer, som giver spillet lidt personlige karaktertræk.

Her har Chloe og Nadine frihed til at udforske et større hub-område, som i opbygning er tæt på identisk med det, man kender fra ‘Rise of the Tomb Raider’, hvor Lara Croft kunne lokalisere forskellige tombs, der alle indeholdt en gåde og en efterfølgende belønning. ‘Lost Legacy’ stjæler dette koncept som en skamløs gravrøver, men det fungerer glimrende, og de valgfrie ruiner byder på hjernepirrende gåder, der gør dem alle et besøg værd.

Nye tiltag som dette kunne sagtens have fyldt endnu mere, og forlænget spilletiden med nogle timer. ’Lost Legacy’ kan gennemføres på seks timer, men er du en grundig skattejæger, kan du sagtens hive to-tre ekstra timer ud af oplevelsen. Læg dertil mulitiplayer-delen, hvilket betyder, at du sidder med en udgivelse, hvis substans (næsten) kan forsvare prisen.

Hollywood-lækkert

Grafikken er ligeledes et spillets salgsargumenter, da vi langt hen ad vejen taler om en udgivelse, der befinder sig på øverste hylde i denne kategori.
Indiens frodige jungle og åbne vidder udgør en spektakulær baggrund for eventyret og kan ikke undgå at fremkalde en følelses at være japansk turist med et nyt Nikon om halsen – du får lyst til at dokumenterer hvert betagende øjeblik.
Et par pixelerede vandfald, mangel på variation og et dyreliv, der ofte grænser sig til uddødt, trækker en smule ned, men det ændrer ikke ved, at den “frække hund” ved, hvordan man presser lækkerier ud af PS4’eren.

Disse lækkerier løfter samtidig action-sekvenserne til Hollywood-højder, da den filmiske kvalitet i look og kameraføring ofte er med til at presse hjertet en smulle længere op i halsen. Som i resten af spillet har action-scenerne en copy paste-fornemmelse, og ingen eksplosion eller nær død-oplevelse føles helt frisk.
Men sidst jeg tjekkede, var de nået til ’Mission Impossible 5’, og jeg kan skam stadig smile fjollet, når Tom C rider på et missil for at lande på et fly, mens han pløkker skurke og redder verden.
Det samme gør sig gældende i ‘Lost Legacy’, hvor adrenalinen pumper fra afgang og hele vejen til endestationen – bogstavelig talt.

Tag det for hvad det er, og bare nyd det.

Jacob Raith

Uddannet journalist. Partner, klipper, fotograf mm. i KONTRA produktioner siden 2012. Konsolejer siden 1989. Har tidligere skrevet spilanmeldelser for TV2s ’Rundfunk’ og Ekstra Bladet.