Nu med pen
Den største nyhed i den nye iPad i forhold til 2017 modellen er, at den nu understøtter Apple Pencil. Dermed bliver det muligt at tegne og tage noter med den. Ved lanceringen, der var meget fokuseret på undervisning, var det også et stort fokus, at især børn vil elske at bruge iPad med pennen. Desværre er der en hage – eller rettere 769 små hager, for en Apple Pencil koster 769 kr. Sammen med prisen selve tabletten ender vi altså på 3.568 kr. – og med et cover nærmer vi os 4.000 kr. Og så er vi der, hvor prisen er i nærheden af en regulær bærbar computer med en fornuftig ydelse. Dermed absolut ikke sagt, at det er et bedre valg – faktisk vil jeg mene, at de fleste sagtens kan klare sig med iPad’en og få en bedre oplevelse ud af det – men det er i hvert fald en overvejelse, man skal gøre sig.
Selve funktionaliteten med Pencil er udmærket. Når man skriver eller tegner på skærmen føles det ret naturligt, selv om der stadig er ret langt til følelsen af at skrive på “rigtigt” papir. Men hvis man tager noter, eller for den sags skyld tegner på skærmen, er det en ganske tilfredsstillende oplevelse. Jeg har prøvet en bunke apps som bruger Pencil og det kan faktisk virkelig give en ekstra dimension til din iPad.
Apple har også opdateret deres egen kontorpakke iWork. Hvis du bruger iWork er det en fornuftig opdatering, der kan give dig lidt ekstra muligheder for at bruge pennen til at markere eller tegne små noter i de tre apps der i øvrigt følger gratis med iPad.
Alt i alt er muligheden for Apple Pencil en god opdatering for de brugere, der kan lide at bruge deres iPad kreativt. Men overvejer du at købe den nye tablet og lade ungerne bruge den som tegneværktøj skal du være opmærksom på, at pennens lille hætte meget let bliver væk (min er væk, og selvom min kæreste vil argumentere for, at jeg er et stort barn, er det alligevel et bevis på, at selv for en voksen kan det være problematisk.) Samtidig er det lidt for let at knække tippen af Pencil, og så funker den slet ikke. Med andre ord skal det nok være til de lidt større børn, hvis tabletten skal bruges til at tegne på.
Artiklen fortsætter efter annoncen