Teknologi

Apple udvikler super-processor til MacBook Pro

MacBook Pro og iMac udrustes næste år med processorer, der har op til 20 kerner, skriver amerikansk nyhedstjeneste.

MacBook Pro

Apples nyligt lancerede M1 processor har overrasket med sin ydelse – ikke mindst i vores egne anmeldelser af den nye MacBook Air og Mac mini. Men processoren er næppe tjep nok til “tungt” arbejde med videoredigering og talknuseri på erhvervs-niveau, selv om den trods alt er blevet monteret i den mindste MacBook Pro.

Ifølge nyhedstjenesten Bloomberg arbejder Apple da også på mere potente processorer, der kan få så mange som 32 kerner. Til sammenligning har M1 processoren “bare” otte kerner.

I første omgang arbejder Apple dog på en 20-kernet udgave af M1 processoren, der skal monteres i netop MacBook Pro og i iMac’erne. De skulle komme i butikkerne næste år. Den brutale med 32 kerner forventes først i 2022, når der kommer en Apple Silicon-udgave af Mac Pro-maskinen – den kraftigste (og dyreste) Mac på menuen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bloomberg understreger dog at det er komplekst at udvikle processorer, hvorfor Apple kunne vælge at lancere en M1 med 12 kerner først.

MERE OM SAMME EMNE:

Nyhedstjenesten skriver også, at de nye processorer forventes at give baghjul til selv de nyeste maskiner med Intel-processorer. De citerer unavngivne kilder, der har “kendskab til sagen”. Apple har, naturligvis, afvist at kommentere på rygterne.

Ifølge kilderne arbejder Apple sideløbende på dyrere grafikopdateringer med 64 eller 128 kerner dedikeret til grafikydelsen. Disse chips siges at være adskillige gange hurtigere end de grafikmoduler fra Nvidia og AMD, som Apple benytter i de eksisterende maskiner.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.