For en uge siden skrev jeg anmeldelsen af Apples nye MacBook Air med deres nye M1 processor. Den var imponerende – især når man tænker på, at det er Apples billigste bærbare. Men i denne uge har jeg så haft fornøjelsen af Apples absolut billigste computer, der også er blevet opgraderet med M1 processoren. Da jeg testede forrige generation var jeg imponeret over, hvor mange kræfter, Apple faktisk havde fået proppet i den lille maskine. Men det var 2018 og en Intel processor – nu er vi i 2020 og Mac Mini har fået Apples egen processor. Og hvilken forskel, det gør.
Samme design
Ligesom de to bærbare der har fået M1 processoren, så er har Mini beholdt sit design. Eller, den har skiftet farve fra “spacegrey” til sølv. Om det er godt eller skidt vil jeg lade være op til din egen smag – i hvert fald er det sikkert ikke en dealbreaker for noget. Derudover har den fået nogle andre porte på bagsiden, det kommer jeg tilbage til. Men det er tydeligt, at Apple ikke har haft travlt med at ændre designet på deres computere – eller også har de netop haft så travlt, at de ikke ville kaste sig ud i et nyt design oven i de nye processorer. I hvert fald ser Mini ud som den efterhånden har gjort i mange år – på godt og ondt.

Den helt “rå” oplevelse
Det gode ved Mac Mini er, at den er billig. Eller i hvert fald billig-ish, når vi taler om en Apple computer. Til gengæld får du også kun det allermest nødvendige; selve computeren. Der følger ikke tastatur, mus eller skærm med, så det må du selv investere i. Det er jo for så vidt en udmærket ting på mange måder, for det betyder jo, at hvis du i forvejen har de ting kan du få en computer til de 6.199 kr. Mac Mini (i den mindste udgave) koster.
Artiklen fortsætter efter annoncen



