Denne anmeldelse er ikke som alle de andre, for produktet her er slet ikke som alle de andre. Den nye MacBook Air er en del af en revolution, der har potentiale til at rykke gevaldigt rundt på PC markedet – eller rettere, det bør den være.
Grunden er simpel: den nye computer fra Apple løber i rundkredse omkring alle konkurrenterne og alle de tidligere Macs – og Intel skal tage sig gevaldigt sammen, hvis de ikke vil køres fuldstændigt over. Selv om Apple nok aldrig kommer til at true Windows PC’ernes dominans vil de nye Macs betyde, at mange flere vil se på Mac som en rigtigt god pakke af ydelse og design – og prisen er pludselig ekstremt lav, når man ser på hvilken ydelse man får for pengene.
Ny processor er hemmeligheden
De seneste mange år har Apple brugt Intels processorer til deres MacBooks. Alt imens har de til stadighed udviklet på deres egne processorer i deres iPhone/iPad serier, og de processorer der sidder i de nyeste versioner af de “små” produkter er efterhånden gået hen og blevet hurtigere end den gennemsnitlige Intelprocessor. Apple har så, meget naturligt, tænkt at det kunne være en fordel at overføre deres egne designs til deres computere også, hvilket de så annoncerede på deres World Wide Developer conference tilbage i juni – og hvilket er blevet virkelighed med lanceringen af den nye MacBook Pro 13″, den nye Mac Mini og så den computer det skal handle om nu, den nye MacBook Air.
Artiklen fortsætter efter annoncen





