Kinesiske BYD er i gang med at teste en ny version af elbilen Seal, som er udstyret med næste generations batteriteknologi — og den potentielle rækkevidde kan få selv skeptikere til at spærre øjnene op. Ifølge kinesiske medier kan bilen køre op til 1.875 kilometer på en opladning, dog målt efter den meget optimistiske CLTC-standard, som ofte giver højere tal end den europæiske WLTP-norm.
Omregnet til WLTP giver det dog stadig en gavmild rækkevidde på op til 1.500 kilometer. De fleste biler ligger på en CLTC/WLTP-faktor mellem 1,23 og 1,25, så omregnet vil 1.875 CLTC-kilometer svare til cirka 1.500-1.525 WLTP-kilometer.
Den store nyhed ligger i bilens batteri. BYD tester nemlig en såkaldt solid state-løsning med fast elektrolyt, der lover markant højere energitæthed. Hvor den nuværende BYD Seal klarer op til 570 WLTP-kilometer, kan den nye teknologi altså mere end fordoble rækkevidden — på papiret.
Artiklen fortsætter efter annoncen

