fbpx

 

 

 

 

Teknologi

Dårlig wifi? Her er årsagerne

Knapt en halv million målinger i danske hjem, giver en god oversigt over de største årsager hvis man døjer med dårlig wifi.

Det TDC-ejede bredbåndsselskab Fullrate udgav sidste år appen 100% WiFi, der nu har kortlagt hvilke problemer danske brugere typisk har med wifi-forbindelsen – og den væsentligste årsag til dårlig wifi er faktisk routerens placering.

Mere end 82.000 brugere og 450.000 målinger igennem 100% WiFi ligger til grund for Fullrates konklusioner. Data fra appen viser samtidig, at brugerne primært tester forbindelsen i soveværelset, køkkenet og fra sofaen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Data fra appen viser, at brugerne i gennemsnit oplever en bredbåndshastighed på 86 Mbit, når de måler hastigheden tæt ved deres router, og 45 Mbit, når de tester hastigheden i andre rum. Derfor er det typiske råd fra Fullrate at optimere routerens placering. Men her er syv gode råd, til at rette de problemer, der oftest giver dårlig wifi i de danske hjem:

  1. Placer routeren højt, centralt og synligt 
    Ofte er det routerens placering, der er skyld i dårlig wifi. For at få det bedste signal bør routeren placeres så højt som muligt – og ikke i et skab eller bag møbler. Du bør også placere routeren centralt i det rum eller område, hvor du bruger wi-fi mest eller ønsker den bedste dækning. Det allerbedste er faktisk at placere routeren, så du kan se den.

  2. Undgå beton, glas og metal
    Wi-fi-signaler er relativt svage og svækkes markant, hvis de skal bryde gennem vægge og andre forhindringer. Især beton, glas og metal går ikke hånd i hånd med WiFi. Undgå derfor at stille routeren i vindueskarmen eller i nærheden af mange tykke mure, der kan blokere signalet. Tjek også, at routeren ikke står tæt på ting, der indeholder metal.

  3. Undgå forstyrrende elektronik
    Dit wi-fi-netværk kan blive forstyrret af andet elektronik, der bruger samme frekvens som din router, nemlig 2.4 GHz. Denne frekvens deles med bl.a. babyalarmer, mikrobølgeovne, Bluetooth-enheder og andre trådløse enheder. Hold derfor routeren på afstand af den type elektronik. Benytter du udelukkende 5 GHz, er problemet noget mindre.

  4. Skift bredbåndskanal på din router 
    Hastigheden på din wi-fi-forbindelse kan blive påvirket, hvis flere i samme område bruger samme eller en tilstødende kanal som din router. Det kan skabe interferens (støj). Derfor er det en god idé at undersøge wi-fi-trafikken på kanalerne og skifte til en kanal med færre brugere. En nem måde at skifte kanal er ved at slukke og tænde din router.

  5. Brug det mindre trafikerede 5 GHZ frekvensbånd
    Nyere routere understøtter både 2.4 GHz og 5 GHz frekvensbåndene. 5 GHz-frekvensen vurderes at være stærkere, mere stabil og hurtigere ved kortere afstande. Den har desuden færre brugere end 2.4 GHz. Derfor kan du med fordel bruge 5 GHz-frekvensbåndet fremfor 2.4 GHz til at få en mere stabil wi-fi-forbindelse.

  6. Opdater dine enheder
    Nogle routere opdateres automatisk, så her skal du ikke tænke på noget. Men det gør din computer, smartphone og øvrige wi-fi-elektronik ikke nødvendigvis. Oplever du wi-fi-problemer på fx din mobil, bør du opdatere til den nyeste software.

  7. Anskaf en ny router, WiFi-extender eller Access Point 
    Hvis det viser sig, at der er flere steder i din bolig, hvor wi-fi-signalet ikke kan nå – enten fordi du har mange kvadratmeter, vægge eller etager – så har du mulighed for at opgradere dit hjemmenetværk. Det kan være med en kraftigere router, en WiFi Extender/Repeater eller et Access Point.

Vil du tjekke forbindelsen på din egen wifi-forbindelse, kan 100% WiFi hentes til både iPhone og Android. Du behøver ikke være Fullrate-kunde for at bruge appen.

Back to top button