Januar 2026 skriver sig ind i elpris-historien som den dyreste januar i fem år. En hård vinter i store dele af Europa, svigtende vind og lave vandmagasiner i Norden pressede elmarkedet – og sendte den gennemsnitlige elpris op på det højeste niveau i næsten et år.
Den rene elpris endte i januar omkring 0,80 kroner per kilowatt-time i gennemsnit. Det er ikke alene den højeste januarpris siden 2022, men også det højeste månedsgennemsnit siden februar sidste år. Forbrugerne har altså betalt mere for strømmen netop i den måned, hvor behovet for opvarmning var størst.
Vinterens bid understøttes af tal fra Danmarks Meteorologiske Institut. Her fremgår det, at januar i år var markant koldere end samme måned sidste år, både målt på gennemsnitstemperatur og ekstreme minusgrader. Flere steder blev der registreret tocifrede frostgrader, hvilket sendte varmeforbruget – og dermed elforbruget – i vejret.
Artiklen fortsætter efter annoncen

