Indrømmet, da Dyson Zone første gang blev vist frem i marts måned troede vi, det var en aprilsnar. Eller et fastelavnskostume. Som min kollega skrev, så ligner man Optimus Prime. Men nej, det var ikke for sjov. Hovedtelefonerne, der har medfølgende lufterenser, er en realitet og de kommer på hylderne i udvalgte lande i januar måned.
Med et arsenal af både støvsugere og luftrensere i bagagen virker det måske helt fornuftigt at udvide butikken med et sæt hovedtelefoner med luftrenser. Der er indbyggede filtre og to miniature-luftpumper i hovedtelefon-bøfferne, så luften ledes ned til mund og næse. Ifølge Dyson skal de luftrensende hovedtelefoner appellere til folk i bymiljøer, hvor der er bekymringer for støj og luftforurening.
“Dyson Zone er født af Dysons 30 års ekspertise inden for luftstrømme, filtrering og motorteknologier. Samt en dyb forståelse af indendørs og udendørs luftkvalitet. Kompressorerne i hver ørekop trækker luft gennem dobbeltlagsfiltrene og projicerer to strømme af renset luft til brugerens næse og mund, kanaliseret gennem det berøringsfrie visir,” skriver Dyson.
Artiklen fortsætter efter annoncen


