×
Elbiler

Elselskaber advarer: Vi er ikke klar til elbiler

Danske elselskaber råber vagt i gevær: Elnettet i Danmark er slet ikke klar til at vi begynder at købe elbiler i stor stil.

Statsminister Lars Løkke-Rasmussen (V) har ambitioner om, at der skal køre en million grønne biler i Danmark om 11 år. En vision der deles af flere danske politikere. Men bliver visionen en realitet, kan det blive et mareridt med konstante strømafbrydelser og blinkende lamper – med mindre der bliver kastet alvorlige summer efter det danske elnet. Sådan advarer nu danske elselskaber igennem brancheforeningen Dansk Energi.

I rapporten, Elbilerne kommer, skriver foreningen, at der skal investeres voldsomme 48 milliarder kroner i det danske elnet, hvis det skal kunne håndtere de mange elbiler som politikerne håber på i 2030. Det drejer sig blandt andet om de fysiske kabler i jorden, der slet ikke er klar til at håndtere elbilerne. Mange af kablerne kan dateres helt tilbage til 1950’erne og 1960’erne.

– Hvis vi har en forstadsvej med kulturradikale hippier, der alle sammen køber en elbil og lader dem op klokken 17, når de kommer hjem, så vil vi have et problem, siger Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi, til Jyske Vestkysten.

Det problem er overbelastning, der kan resultere i strømafbrydelser og blinkende lamper.

– Vi skal huske, at forbindelsen mellem vores klimadrøm og virkeligheden er en elledning. I den ene ende skal der være vindmøller, og i den anden skal der være elbiler. Men der skal være noget, der forbinder dem, siger Lars Aagaard.

Kunderne skal betale

De danske elselskaber arbejder på højtryk for at få de danske politikere til at udstikke rammebetingelser, så elselskaberne kan komme i gang med fremtidssikringen af elnettet. Eller sagt med andre ord: Elselskaberne vil have lov til at hæve priserne hos kunderne, for at kunne investere.

– Det er ikke Folketinget, der ejer elnettet, men Folketinget regulerer økonomien i elnettet. Vi skal have klarhed for, om vi kan få lov til at opkræve de penge hos elkunderne, som vi skal investere, siger Lars Aagaard, Danske Energi.

Ud over en forbedring af kablerne er der, ifølge Dansk Energi,  behov for at installere hele 250 ladestandere om dagen – året rundt – de næste ti år, for at kunne følge med efterspørgselen.

Rapporten Elbilerne Kommer kan læses her (PDF åbner på ny side).

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.