Solid-state batterier rykker (forhåbentlig) tættere på virkeligheden – og nu sætter kinesiske Geely turbo på planen. Ifølge koncernens nye femårsstrategi skal de første egenudviklede solid-state-batteripakker både færdiggøres, testes i elbiler – og sættes i produktion allerede i år. Det kan få direkte betydning for rækkevidde, sikkerhed og pris på fremtidens elbiler fra mærker, mange danskere allerede kender.
Geely, der ejer både Volvo Cars, Polestar og Zeekr, lægger ikke skjul på ambitionerne. Batteriteknologi er et af koncernens vigtigste fokusområder, og her arbejder man parallelt med både semi-solid og fuldt solid-state batterier. Målet er klart: højere energitæthed, bedre sikkerhed og lavere produktionsomkostninger end i dagens lithium-ion-batterier.
Ifølge CarNewsChina er planen, at det første egenudviklede solid-state-batteri inden længe skal gennemgå fuld teknisk verifikation i elbiler. Går det som forventet, kan egentlig produktion starte senere i år. Holder det vand, placerer Geely sig blandt de mest offensive bilproducenter globalt, når det gælder næste generation af batterier.
Artiklen fortsætter efter annoncen

