Danmark bliver nu hjemsted for en markant udbygning af vedvarende energi gennem solceller. Det sker, efter at Google har underskrevet aftaler med danske leverandører om at opføre fem nye solcelleparker rundt om i landet. Parkerne bliver placeret i Morsø, Gimming ved Randers, Norddjurs, Rødby Fjord og Næstved. Samlet kan de fem solcelleparker levere en samlet kapacitet på 160 MW, hvilket mere end dækker forbruget af energi i Googles kommende datacenter ved Fredericia.
Satsningen på vedvarende energi i Danmark sker som led i det største pakke af opkøb i vedvarende energi nogensinde fra en virksomhed, som Google i dag annoncerer. Projekterne er placeret i seks lande – USA, Chile, Sverige, Finland, Belgien og altså Danmark – og tilfører en samlet kapacitet på 1.600 MW. Alene i Europa investerer Google omkring 1 mia. dollar (knap 7 mia. kr).
– En virksomhed som Google bruger meget energi, fordi vi er med til at holde internettet kørende 24 timer i døgnet. Men vi føler samtidig et enormt ansvar for, at det sker på en så bæredygtig måde som overhovedet mulig. Vi har det seneste år arbejdet hårdt på at finde gode projekter i Danmark, og jeg er glad for, at det er lykkedes at få solcelleaftalerne på plads, sådan at vi skaber grøn, dansk energi, siger Googles danske direktør, Malou Aamund i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen

