Teknologi

Google vil tilbyde betalingskort (igen)

Google har planer om at (gen)indføre et fysisk betalingskort, der skal bruges med Google Pay og konkurrere mod Apple Card.

Google Card

Tilbage i 2014, da Google Pay hed Google Wallet, tilbød Google et betalingskort, der kunne bruges med Wallet. Det blev lukket ned i 2016, men nu lader det til at firmaet genovervejer konceptet i form af et Google Card. Måske inspireret af Apples kreditkort? Ifølge Techcrunch arbejder Google nemlig på et hævekort, der skal spille sammen med Google Pay.

I modsætning til Apples kort, der er et kreditkort, vil Googles nye kort være et såkaldt debet-kort, der ikke kan overtrækkes. Det kan udelukkende bruges, hvis der er dækning på kontoen.

Med Google Pay kan der allerede betales via NFC, PayPal eller et betalingskort fra egen bank. Det nye kort vil være knyttet til sin egen konto – lavet i samarbejde med andre banker. I første omgang står de amerikanske banker Citibank og Stanford Federal Credit Union klar i kulissen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Google Card
Det nye betalingskort optræder på skærmbilleder i Android (foto: TechCrunch).

Allerede tilbage i november sidste år luftede Google sine overvejelser om et nyt betalingskort til avisen Wall Street Journal, men selskabet er åbenbart kommet temmelig langt i planlægningen. Dengang lød det:

”Vi undersøger, hvordan vi kan samarbejde med banker og kreditforeninger i USA for at tilbyde intelligente konti via Google Pay, der kan hjælpe kunderne med at drage fordel af nyttige indsigter og budgetværktøjer, samtidig med, at de opbevarer deres penge på en FDIC- eller NCUA-forsikret konto”.

Google-kortet vil advare ejeren om mistænkelig aktivitet og vil kunne bruges på tværs af fysiske, mobil og webbetalinger. Og er du bekymret for, om annoncører får fingre i dine data, er der er mulighed i menuerne for at slå deling af data fra, skriver mediet.

Google Card vil – ligesom Apple Card – sandsynligvis kun være tilgængelig for amerikanere i første omgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.